Gå til hovedindhold
Job
Arbejdsmarked
Jobinspiration

Netværk og LinkedIn

Dit netværk er vigtigt, når du skal finde dit næste job. Du kan også vælge at være aktiv på LinkedIn, hvilket du kan få mere viden om her.

Indhold

    Skab selv vejen til næste job gennem dit netværk

    Rigtig mange jobsøgere finder deres næste arbejde gennem deres netværk. I videoen herunder, vil du vide mere om, hvad et netværk er, og hvordan du kan bruge det aktivt.

    Spred budskabet i dit netværk

    Når du fortæller dit netværk, at du er ledig, er det vigtigt, at du beskriver:

    • Hvilke jobs og brancher, du søger ved
    • Hvad din uddannelse er, og hvad du kan bruge den til
    • Hvilke kompetencer, du gerne vil bringe i spil i et nyt job

    Når du specifikt beskriver dine mål, er det nemmere for dit netværk at præsentere dig for deres netværk. Du kan også gøre det nemmere ved at skrive nogle få linjer med udgangspunkt i ovenstående punkter, som du kan sende til dit netværk.

    LinkedIn for begyndere

    Se videoen og få en kort introduktion til, hvad LinkedIn er.

    Udfyld din profil og bliv fundet af rekrutteringskonsulenter

    Din profil på LinkedIn skal beskrive, hvem du er fagligt. Du kan udfylde din erfaring, uddannelse, kurser, frivilligt arbejde, certifikater, kompetencer, og du kan få anbefalinger og give andre anbefalinger.

    Lad dit netværk vide, at du leder efter arbejde ved at slå 'Open to Work'-funktionen til. Du finder funktionen under dit profilbillede ved at trykke på knappen 'Interesseret i'. Når funktionen er slået til, vil der være en grøn ramme rundt om dit profilbillede. Samtidig kan rekrutteringskonsulenter nemmere finde dig og tilbyde dig job.

    Tips til at bruge LinkedIn i din jobsøgning

    Ligesom du skal have et professionelt billede af dig selv i dit CV, bør du også have et på LinkedIn.

    Om dit billede er sort/hvid eller i farve betyder ikke noget. Vigtigt er det dog, at dit ansigt er i fokus, og du kigger ind i kameraet. Langt størstedelen af LinkedIns brugere benytter LinkedIn på smartphone, og hvis dit billede derfor er af hele din krop, vil man ikke kunne se dig så let.

    Smil og se imødekommende ud, og undgå festbilleder og selfies.

     

    Dit CV skal være målrettet den virksomhed, du søger job ved. Men din LinkedIn-profil må derimod gerne indeholde al din erhvervserfaring, uddannelse, kurser mm.

    For nogle giver det mening at have hele deres karriere på LinkedIn, hvor andre med en lang karriere kun vælger at have erfaringer fra de sidste 5 år med. Prøv dig frem. Som tommelfingerregel bør du ikke medtage udløbne kurser og certifikater, ligesom din folkeskoleuddannelse i mange tilfælde ikke er relevant.

    I stedet for at skrive 'Jobsøgende' eller 'Søger nye muligheder' i din overskrift på din LinkedIn-profil, så prøv med en mere rammende og kreativ beskrivelse af din faglighed. Udover profilbilledet er din overskrift det første, dit netværk ser, ligesom den kan ses, hvis du skriver et opslag eller kommenterer på andres opslag.

    Eksempler på overskrifter

    Studievejleder:

    "Finder potentialet i de unge og hjælper dem videre med studierne"

    Kontorassistent:

    "Detaljeorienteret kontorassistent søger nyt ansvar"

    Kundeservicemedarbejder:

    "God service er min passion, glade kunder gør en god dag bedre"

     

    Hvis det er din kernefaglighed, som du gerne vil fremhæve, kan du skrive sådan her:

    Studievejleder | Ungdomsuddannelse | Pædagogik | Motivationsteori

    Kontorassistent | Detaljeorienteret og ansvarlig | Administration | Sekretær

    Kundeservice | Skaber glade kunder | Positiv | Hjælper virksomhedens omdømme

     

    Når du har en udfyldt profil, skal du i gang med at finde dit netværk på LinkedIn. Du kan søge direkte efter deres navn, men også efter uddannelse eller en virksomhed. 

    Hvis du vil netværke med nogen, og det er lang tid siden, du sidst har talt med dem, er det en god idé at tilknytte en besked til din netværksanmodning. I beskeden kan du for eksempel skrive, hvor I kender hinanden fra, og at du håber, du må blive en del af vedkommendes netværk. Langt de fleste vil ikke afvise dig, hvis du er høflig.

    På LinkedIn behøver du ikke kende alle i dit netværk personligt. Hvis du ser et spændende opslag fra nogen, er det en god idé at interagere med det. Det kunne være et like eller en kommentar, hvor du deltager i en faglig diskussion. Efterfølgende kan du skrive til personen, der har skrevet opslaget, at du synes, det er interessant, og at du godt kunne tænke dig at have personen i dit netværk.

    Når du har en udfyldt profil og en god liste med folk i dit netværk, er det tid til at skrive dit første opslag, hvis du har mod på det.

    Du kan med fordel skrive, at du er ledig og søger nye muligheder. Husk at være konkret med, hvad du ønsker at arbejde med og hvorhenne i landet, du søger. Derved kan dit netværk lettere holde øje for dig.

    Tilknyt gerne et billede eller en videopræsentation af dig selv i opslaget. Opslag med billeder og video klarer sig generelt bedre på LinkedIn, og flere ser derfor dit opslag.

    Afslut dit opslag med, at det gerne må likes og deles.

    På LinkedIn er der grupper for ledige og mere branchespecifik vidensdeling. Meld dig ind i grupperne, især hvis du har brug for sparring. Her kan du også med fordel netværke. En god gerning avler ofte flere, så ved at du hjælper nogen med at få job, så er de tilbøjelige til at ville hjælpe dig også.

    Du kan også følge personer, fx en forfatter, politiker eller lignende på LinkedIn. Du finder 'Følg'-knappen på deres profil under 'Mere'. Når du følger en person, vil deres opslag dukke op i dit feed. 

    Spændende virksomheder kan du også følge. Det er en god måde at holde dig opdateret, især hvis du gerne vil sende virksomheden en uopfordret ansøgning.

    Hvad stoler man mest på: Når en person taler godt om sig selv eller andre taler godt om personen?

    Anbefalinger kan i bedste fald lande dig et job. Hvis du spørger dig selv, hvem der har været forrygende at arbejde eller studere sammen med, hvem kommer du så i tanke om? Du bør skrive dem en anbefaling, hvilket du kan gøre under deres afsnit om anbefalinger på deres profil.

    Du kan også anmode andre om, at de skriver dig en anbefaling. Du kan altid fortælle dem, at du ønsker anbefalinger, fordi du leder efter arbejde. Fortæl også gerne, hvad du synes, de skal fremhæve. Måske jeres gode samarbejde, kommunikation, opgaveløsningen eller noget fjerde?

    Du bør ikke give anbefalinger til hvem som helst, især ikke hvis du ikke selv har mange anbefalinger. Det kan nemlig virke utroværdigt.