Brug video i din jobsøgning
Giv din kommende arbejdsgiver et godt indtryk af dig gennem video. Det behøver ikke være særlig kompliceret at lave en god video til dit CV og ansøgning.
Tør du tage springet ud i at lave video?
Du kan bruge video til rigtig mange dele af din jobsøgning. For eksempel kan du lave en videoansøgning, du sender direkte til en virksomhed. Du kan også lave en CV-video, som du kan genbruge til flere forskellige virksomheder i samme branche. Mange benytter også videopræsentationer på LinkedIn til at fortælle, at de leder efter nyt arbejde.
Forberedelse inden du filmer
Inden du begynder at filme dig selv, skal du tænke over, hvad dit formål er med at lave videoen. Det er også en god idé at vide, hvilke punkter du vil tale om. Nogle har brug for at skrive et manuskript, andre har bare brug for stikord. Find ud af, hvad der fungerer for dig, når du øver dig. Et godt tip er at dele dit manuskript op i bidder, så det er lettere at huske og komme igennem.
I et video-CV bør du svare på spørgsmålene:
- Hvad du hedder og hvilket job, du leder efter
- Hvilken erfaring, du har fra den sidste stilling, du havde
- Hvilken uddannelse du har, og hvilke kompetencer, du har fået igennem den
- Hvad dine styrker er, og hvorfor virksomheden bør ansætte dig
- Hvordan du kan kontaktes
Tips til det tekniske, når du laver video til din jobsøgning
Klip din video sammen
Når du har filmet en masse klip, skal du sætte dem sammen til en samlet video. Der er flere gratis redigeringsprogrammer, du kan benytte:
- Capcut.com er en gratis app, hvor du kan redigere direkte fra telefonen
- Canva.com er et gratis grafisk program
- iMovie (hvis du har en Mac-computer)
- Windows Movie Maker
Kort men godt
Sæt dig i modtagerens sted. Vil en potentiel arbejdsgiver se din video, hvis den varer for længe? Højst sandsynligt ikke. Derfor er det vigtigt, at du holder din video kort og skarp med så få budskaber som muligt.
Som tommelfingerregel bør en video til LinkedIn ikke vare mere end 1-3 minutter. Det handler ikke om, at du er kedelig at se og høre på, men om, at vi på sociale medier generelt har dårlig koncentrationsevne. Hvis du sender en video direkte til en arbejdsgiver, skal du vide, at de formentlig har travlt, og derfor kan de ikke bruge særligt længe på at læse ansøgninger og se videoer igennem.
Ring til os
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Hos kontaktcentret kan du få svar på spørgsmål eller hjælp til selvbetjening. Du kan også vælge at tale med vores talerobot KIRI, som tager telefonen hele døgnet.
Åben vejledning
Få hjælp til dit CV og din ansøgning, LinkedIn og meget mere.