Corona: Næstved Kommune hjælper erhvervslivet

Næstved Kommune har sat en række initiativer i gang for at hjælpe det lokale erhvervsliv gennem den krise, som coronavirussen har medført. Det betyder, at kommunen tilbyder at betale sine regninger hurtigere, og at vedligeholdelses- og renoveringsprojekter, der var planlagt til at foregå over hele 2020, nu bliver fremskyndet, så de kan blive sat i gang hurtigst muligt.

27. mar 2020

Indhold

    For at give en hjælpende hånd til de lokale små og mellemstore håndværkervirksomheder, der lider økonomiske tab under coronavirussens indtog, har Næstved Kommune besluttet at fremskynde de vedligeholdelses- og renoveringsprojekter, der oprindeligt skulle have været fordelt over hele 2020. Derudover tilbyder kommunen virksomhederne at betale regninger hurtigere.

    Næstved Kommune har i 2020 en pulje på 12,5 mio. kr. til udvendig vedligeholdelse. Økonomiudvalget har tidligere besluttet, hvilke projekter, der hører til i puljen. Se alle projekterne her.

    Disse projekter ønsker Næstved Kommune at sætte i gang hurtigst muligt, og derfor er der nu lavet nogle administrative forenklinger, sådan at vi kan komme hurtigere i gang med at indhente tilbud på opgaverne.
    Det betyder, at hvis du eller din virksomhed er interesseret i at byde på en eller flere af opgaverne, skal du sende en mail til Center for Trafik og Ejendomme, cte@naestved.dk. Efter en gennemgang af de interesserede virksomheder, vil Center for Trafik og Ejendomme herefter invitere omkring tre virksomheder til en udbudsrunde. Posen med interesserede vil naturligvis blive rystet fra projekt til projekt, sådan at så mange virksomheder som muligt vil komme i betragtning til projekterne.

    Alle virksomheder i Næstved Kommune er desuden blevet opfordret til at gennemgå deres planer indvendig vedligeholdelse for at se, om der er noget, der ligeledes kan fremrykkes.

    Skal vi betale din regning hurtigere?

    Næstved Kommune vil desuden gerne hjælpe de virksomheder, der har udført arbejde for kommunen, ved at betale regningerne så hurtigt som muligt, så det ikke skaber likviditetsproblemer for den enkelte virksomhed.
    Hvis du har sendt en regning til kommunen, eller hvis du i den nærmeste fremtid sender en regning til kommunen, skal du kontakte den kontaktperson, eller den afdeling, som du har været i kontakt med i forbindelse med ordren.

    Læs mere her.