Kunst og kultur
Næstved Musikskole
Næstved Musikskole - For børn, unge og voksne! Musik, undervisning og koncerter findes alt sammen på musikskolens forskellige afdelinger i kommunen; Næstved, Fensmark, Brøderup, og Mogenstrup.
Rønnebæksholm
I naturskønne omgivelser ligger det historiske Rønnebæksholm, der er Næstveds kunsthal. Foruden at danne ramme om forskellige kunstudstillinger finder du også kreative aktiviteter til børn og forskellige arrangementer. Samtidig er Rønnebæksholm også hjemsted for Talentskolens kunst- og forfatterlinjer samt Billedskolen Storstrøms Næstved-afdeling.
Grønnegades Kaserne Kulturcenter
Hvad der startede som en dragon- og husarkaserne, er nu Sydsjællands største kulturcenter med egne scener, egnsteater, et børnekulturhus og meget andet. Grønnegades Kaserne Kulturcenter danner derved ramme om et utal af kulturelle oplevelser og aktiviteter for børn, unge og voksne.
Næstved Kunstby
I Næstved finder du ikke kun kunst på museerne. Rundt i hele byen finder du kunstværker af internationale graffitikunstnere. Næstved Kunstby er en samlet betegnelse for de graffitiværker og gavlmalerier, der pryder byen og som bygger på en mere end 30 år gammel graffititradition i byen.
Kommunens kulturhuse
Rundt i Næstved Kommune ligger der fem kulturhuse i hvert deres lokalområde: Kornmagasinet i Tappernøje, Folkemusikhuset i Fensmark, Glumsø Kro, Boderne og Sydpolen i Næstved. Fælles for alle fem kulturhuse er, at de danner ramme om sociale og kulturelle aktiviteter og arrangementer, som alle aldre kan være en del af.
Kulturaftale
Næstved Kommune er en del af Kulturregion Storstrøm sammen med kommunerne Faxe, Stevns, Vordingborg, Lolland og Falster. De seks kommuner har sammen indgået en kulturaftale med Kulturministeriet om at fremme kulturen i regionen.