Gå til hovedindhold

Julelukket i Borgerservice og Kontaktcentret - men stadig hjælp at hente

Kontaktcentret og Borgerservice holder lukket fra den 24. december til og med den 1. januar, men der er stadig mulighed for at søge hjælp.

17. dec. 2024

Indhold

    Ring til vores talerobot KIRI

    Har du simple spørgsmål til blandt andet kørekort, pas og MitID, kan du ringe til vores talerobot KIRI på telefonnummer 5588 5588 døgnet rundt.

    Hun kan svare på de fleste generelle spørgsmål også om ydelser, børnepasning mv.

    Find svar og brug selvbetjening her på naestved.dk

    Du kan finde mange svar her på vores hjemmeside og på borger.dk, hvor der også er en lang række selvbetjeningsløsninger, hvis du har brug for at lave anmeldelser, lave ansøgninger eller kontakte kommunen.

    Har du spørgsmål til din kontanthjælp, sygedagpenge, supplerende forsørgerydelse med videre?

    Modtager du offentlig ydelse fra Næstved Kommune, kan du forvente at modtage din udbetalingsmeddelelse for december måned fredag den 20. december 2024. 

    Har du spørgsmål til din ydelse, kan du kontakte Næstved Kommune på telefon 5588 5588, hvor du kan du blive omstillet til en medarbejder i Center for Arbejdsmarked på følgende dage:

    • Fredag d. 20.12.2024 kl. 9-11
    • Mandag d. 23.12.2024 kl. 9-13 (udvidet åbningstid)
    • Torsdag d. 02.01.2025 kl. 9-17 (udvidet åbningstid) - dog kun til kl. 16, hvis du har spørgsmål til sygedagpenge, ressourceforløbsydelse under jobafklaring eller revalidering.
    • Fredag d. 03.01.2025 kl. 9-13 (udvidet åbningstid)

    Hvis du er på supplerende forsørgelsesydelse, skal du indsende dine lønsedler snarest muligt og senest den 26. december, hvis du skal have din udbetaling til den 30. december. Det kan du læse mere om her i nyheden "Vigtig information til borgere på supplerende forsørgelsesydelse" fra Center for Arbejdsmarked

    Er du bekymret for et barn?

    Har du mistanke om eller kendskab til et barn eller en ung under 18 år, der har brug for hjælp på grund af svigt eller overgreb, skal du underrette kommunen. Alle kan lave en underretning.

    Du kan læse mere og lave en underretning her, hvor du også kan finde et telefonnummer.

    Har du spørgsmål til børnepasning, indskrivning og dagtilbud?

    Du kan selv booke en plads i dagpleje, vuggestue, børnehave eller SFO. Læs mere om, hvordan du skriver dit barn op til dagtilbud her.

    Hvis dit barn bliver passet i lukkedagene mellem jul og nytår, og du har spørgsmål til det, kan du kontakte institutionen direkte. Du kan se, hvilke institutioner der tilbyder pasning i lukkedagene her.

    Er du bekymret for en ældre borger?

    I tilfælde af akut plejebehov går kontakten til kommunens gennem egen læge eller sygehus.

    Er du bekymret for en medborger?

    Kender du et menneske, der ser ud til at have brug for hjælp, men ikke selv er i stand til at opsøge hjælpen? Kontakt Næstved Kommunes Opsøgende Gadeteam her.

    Står rotterne i kø om din julegrød, eller er dit affald ikke blevet hentet?

    Når du anmelder rotter, eller at du ikke har fået hentet affald, går beskeden direkte til rottebekæmperen eller renovatøren.

    Hvis rotterne er ude efter dine julegodter, så kan du anmelde dem her.

    Skraldemændene har fri den 25.12. og den 1.1. Vær derfor opmærksom på, at der er ændrede tømningsdage mellem jul og nytår. Hvis du ikke har fået hentet skrald, så kan du lave en anmeldelse her.

     

    God jul og godt nytår