Gå til hovedindhold
Børn

Sådan foregår det, når du ringer til kommunen

Det kan være svært at forestille sig, hvordan det er at ringe til kommunen, og hvordan du skal tale med kommunen. Her på siden viser vi et eksempel på en samtale. Du kan også læse, hvad der sker efter en samtale.

12. mar. 2024

Indhold

    I Næstved Kommune sidder børne- og ungekonsulenten Line klar til at tage telefonen, når den ringer.

    I eksemplet herunder har Frederik valgt at sige sit navn - men du må også gerne lade være med at sige dit navn, hvis du har det bedst med det (det kalder vi på fagsprog, at du gerne må være anonym). 

    • Line: “Hej, du taler med Line fra Næstved Kommune. Hvem taler jeg med?”
    • Frederik: “Hej, det er Frederik.” 
    • Line: “Hej Frederik. Vil du fortælle mig lidt om, hvorfor du ringer?” 
    • Frederik: “Min far drikker meget alkohol. Nogle gange kører han væk uden at sige det og kommer først hjem lang tid efter, hvor han er fuld. Min mor og far råber meget ad hinanden. Jeg kan nogle gange høre min mor græde, når jeg er gået i seng og skal til at sove. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg føler sjældent, jeg er sammen med min ’rigtige’ far. Nogle gange falder han og slår sig, når vi er ude. Det er pinligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.” 
    • Line: “Tak, fordi du fortæller mig det, Frederik. Jeg kan godt forstå, du har det svært! Må jeg høre lidt mere om din mor? Har du talt med hende eller andre voksne, du er tæt på, om din far?” 
    • Frederik: “Jeg føler ikke, jeg kan tale med hende om det. Hun er på arbejde, og derhjemme skal hun lave alting. Jeg vil ikke være til besvær og give hende flere problemer. Min lillesøster har mest brug for min mor.”
    • Line: “Du lyder som en betænksom dreng, der passer godt på din familie. Men det er også vigtigt, at du har det godt og ikke skal bekymre dig. Har du fortalt de ting, du fortæller mig, til en anden voksen?”
    • Frederik: “Nej, ikke rigtigt. Jeg synes, det er lidt pinligt.”
    • Line: “Tak for din ærlighed, Frederik. For mig lyder det som om, at det kunne være en god ide at du og din familie bliver inviteret til en samtale med en af vores børn- og ungerådgivere, der også arbejder her i kommunen. Det er nemlig ret vigtigt, at vi får talt med dine forældre om det, du synes er svært, så du kan få det bedre. Hvis du har det bedst med at komme her med din mor til en start, så kan det også være en mulighed, men vi skal også tale med din far.” 

    Hvad sker der når du har talt med os?

    Hvad der sker, når du har talt med os, afhænger meget af, hvordan du har det - og hvordan vi vurderer din situation.

    Måske får du måske at vide, at vi har brug for mere viden om dig og din situation for at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dig. Det kan også være, du skal tale med nogle andre.

    Vi taler naturligvis med dig om, hvad vi vurderer skal være det "næste skridt" - og vi lytter meget på, hvad du synes om det. 

    Hvad betyder det, hvis jeg skal have en "sag i kommunen"?

    Se seks videoer, hvor Inge fra Ultra Nyt fortæller om, hvad det vil sige at have en sag i kommunen.

    Video 1: Til møde med kommunen: Hvorfor?

    Inge fortæller dig om:

    • Hvad en kommune er
    • Hvorfor du måske skal til møde med nogen fra kommunen
    • Hvem du skal tale med til mødet
    • En liste over ord, der er gode at kende, hvis du skal til møde.

    Se videoen om at mødes med kommunen på Youtube

    Video 2: Når du skal tale med rådgiveren

    Inge fortæller dig om:

    • Hvad en børne- og ungerådgiver laver
    • Hvor du kan mødes med din rådgiver
    • Hvad din rådgiver kan spørge om dig om
    • Hvad en bisidder er og hvordan sådan en kan hjælpe dig.

    Se videoen om at tale med rådgiveren på Youtube

    Video 3: Hvorfor vil rådgiveren vide, hvordan du har det?

    Inge fortæller dig om:

    • Hvad en underretning er
    • Hvorfor alle voksne skal underrette om børn
    • Hvordan du og dine forældre selv kan bede om hjælp
    • Hvorfor kommunen skal lave det der hedder en 24 timers vurdering
    • Hvad din rådgiver gør, hvis nogen er bekymrede for, om du er udsat for fysisk/psykisk vold og seksuelle overgreb og hvad det betyder.

    Se videoen om, hvorfor rådgiveren vil vide, hvordan du har det, på Youtube

    Video 4: Sådan finder rådgiverne ud af, hvordan du har det

    Inge fortæller dig om:

    • Hvad det betyder for dig, at din rådgiver laver en screening
    • Hvad er en afdækning og hvordan bliver den lavet
    • Hvornår din rådgiver laver en børnefaglig undersøgelse
    • Hvad et netværksmøde er og hvem der kan være med
    • Hvordan en observation hjemme hos dig eller i skolen kan se ud.

    Se videoen om, hvordan rådgiveren finder ud af, hvordan du har det, på Youtube

    Video 5: Sådan kan hjælpen være

    Inge fortæller dig om:

    • Hvad din rådgiver og kommunen kan beslutte, hvad du og din familie skal have af hjælp
    • At din rådgiver skal lytte til dig på en måde, så du føler, at du er inddraget og bliver taget alvorligt
    • Hvilke indsatser, som kan være kommunens hjælp til dig og din familie
    • Hvad et samtykke er og hvorfor det er særligt vigtigt, når du er over 15 år
    • At afgørelser er endelige beslutninger, som du kan klage over, hvis du ikke er enig.

    Se videoen om, hvordan hjælpen kan være på Youtube

    Video 6: Hvad sker der bagefter?

    Inge fortæller dig om:

    • Hvordan din rådgiver sikrer sig, at du får den hjælp, som er blevet besluttet
    • Hvorfor din rådgiver skal blive ved med at tale med dig og hvordan
    • Barnets plan eller Ungeplan, hvis du er over 16 år
    • Din ret til forklaringer på den hjælp, som du har fået
    • Hvad en aktindsigt er.

    Se videoen om, hvad der sker bagefter på Youtube

    Andre relevante artikler