Herunder kan du læse om dit barns søvn. Tilstrækkelig med søvn er vigtigt for dit barns udvikling og gode søvnvaner grundlægges allerede i barndommen. Manglende søvn kan have indvirkning på, hvordan dit barn vokser, dit barns immunforsvar og desuden evnen til at koncentrere sig og evnen til at lære. Nok søvn giver overskud, påvirker dit barns humør og hukommelsen og koncentrationen bliver bedre.
Små børn vokser meget og oplever hele tiden nye ting. Derfor har små børn brug for meget søvn. I drømmesøvnen trænes og lagres de ting , som barnet har lært i løbet af dagen.
Søvnen har derfor stor betydning for dit barns trivsel og undersøgelser viser også at god søvn forebygger overvægt, livsstilssygdomme og psykisk sygdom.
Det er derfor vigtigt at have fokus på søvn og lære barnet gode søvnvaner,- og husk… det er aldrig for sent at træne og øve gode søvnvaner.
Der er flere ting der du kan gøre for at hjælpe dit barn med at få et godt søvnmønster. Nogle børn lærer hurtigt at falde i søvn og sove længe uden opvågninger, men de fleste børn skal lære at falde i søvn og sove.
Hvor meget skal dit barn sove?
Børns søvnbehov er forskelligt og afhænger af barnets alder, aktivitetsniveau og arvelighed. Det er en god ide at man som forældre er opmærksom på og lærer sit barns træthedstegn at kende. Træthedstegn kan være nedsat aktivitet eller uro, at barnet bliver fraværende og ”går i stå”, røde øjne som barnet gnider, at barnet gaber.
Herunder kan du læse om dit barns søvnbehov i forhold til alder.
Alder
|
Antal timer
|
Hvordan støttes barnets søvn?
|
1-4 uger
|
Ca. 15-18 timer i intervaller af 2-4 timer hele døgnet
|
Forskel på dag og nat. Om natten er der stille og mørkt om dagen er der lyd og lys. Skift kun bleen hvis barnet har haft afføring om natten og undgå at tænde lys og snakke for meget med dit barn
|
1-3 mdr
|
Ca. 14-15 timer op til 3 timer ad gangen. Vågenperioder på 45 min-1 time.
|
I 6-ugers alderen begynder dit barn at kende forskel på dag og nat. Dit barn er nu mere vågent. Vær opmærksom på barnets signaler på træthed, så i undgår at barnet bliver overtræt.
|
3-4 mdr
|
Ca. 14-15 timer i døgnet. Kan nu sove 4-5 timer ad gangen om natten. Vågen i 1-2 timer ad gangen
|
Barnet har brug for at sove ca. 3 gange i løbet af dagen. Døgnrytmen begynder at blive mere stabil, hvorfor det er vigtigt med faste sove og sengetider.
|
6-12 mdr
|
Ca 14-15 timer i døgnet. Kan nu sove ca. 6 timer i træk. 11-12 timer om natten og resten fordelt på 2-3 lure.
|
Barnet har ikke længere brug for mad om natten, så tilbyd en tår vand og tryghed, så barnet hurtigt falder i søvn igen. Dit barn er nu mere fysisk aktivt og oplever mange nye indtryk. Det kan give uro om natten, da barnet i drømme bearbejder alle de nye sanseindtryk.
|
1-2 år
|
Ca. 12-14 timer i døgnet. 11-12 timer om natten og 1-2 lure om dagen.
|
Trøst barnet når det vågner om natten, men prøv så vidt muligt at lade barnet blive i sengen eller tag barnet over hos dig. Bliv i soveværelset, så du viser barnet, at i ikke er færdige med at sove, men at det stadig er nat
|
Hvorfor vågner dit barn nogle gange let?
Søvnen består af forskellige faser der tilsammen kaldes en søvncyklus. I løbet af en nat kommer barnet gennem flere søvncyklusser. Der er steder i en søvncyklus, hvor barnet sover lettere og derfor vågner hurtigere end andre
Under søvn kommer barnet igennem flere forskellige faser i et særligt mønster, det er dette der kaldes søvncyklus. Forløbet fra stadie 2-4 består af en søvncyklus. I løbet af en nat, gennemgår barnet ca. 4-5 søvncykli. Opvågninger mellem hver søvncyklus er meget almindeligt, men aftager fra barn til voksen. Det er derfor ikke ualmindeligt, at børn vågner helt op, når de er i stadie 2 - den lette søvn. Nogle gange vil det være muligt at hjælpe barnet til at sove igen, andre gange er de for friske og kan ikke sove igen.
Fakta om dit barns søvncyklus
Stadie
|
Varighed
|
Søvnens kvalitet
|
Stadie 1, - Indsovningsfasen
|
Ca 30 min
|
Her går barnet gradvist fra vågen til sovende. Barnet bliver gradvist mere døsigt, men vækkes let. Efter et stykke tid sover barnet rigtigt og den egentlige søvn starter.
|
Stadie 2 – Let søvn
|
Ca. 30-40 min
|
Barnet sover let og kan derfor let vækkes, hvis der er uro eller høje lyde omkring det.
|
Stadie 3 - Dyb søvn
|
Ca. 30-40 min
|
Her er barnet svært at vække. Hvis barnet vækkes, vil det være forvirret og uklart, - måske ked af det.
|
Stadie 4 – Drømmesøvn/REM-søvn
|
Ca. 30-40 min
|
Drømmesøvnen starter ca 80 min inde i søvncyklusen. I drømmesøvnen er muskler og krop helt slap, men der er øjenbevægelser under øjenlågene.
|
Rutiner ved putning
Dit barn vil elske faste rutiner omkring sovetid. Det er en god ide med faste senge- og stå op-tider, da dette vil styrke dit barns døgnrytme og gøre det lettere for barnet at falde i søvn.
Lav gerne stille aktiviteter inden sovetid. Hør noget stille musik og syng sange, læs bøger, fortæl historier og rim. Dit barn vil synes det er hyggeligt og beroligende og samtidig stimulerer du dit barns sprog.
Putteritualet skal ikke tage for lang tid, men gør gerne det samme hver aften. Det kan fx være at få børstet tænder, skiftet ble og få nattøj på. Syng en sang eller fortæl en historie- gerne den samme hver dag, da dit barn vil elske gentagelsen og samtidig giver du signal til dit barn om, at nu er det sengetid. Læg barnet i sengen og fortæl at ”nu skal du sove, godnat” og sid gerne hos barnet til det sover, så det føler sig trygt. Hvis dit barn kan falde i søvn selv og ikke har brug for, at du er der, kan det være en god ide at gå ud af rummet, så du ikke forstyrrer barnet.
Indretning af sovestedet
Det er vigtigt at dit barn forbinder søvnen med noget rart og trygt. Indretningen af det sted hvor dit barn sover, er derfor vigtig. Nogle børn kan sove mange forskellige steder, men de fleste børn falder bedst til ro på steder, som de kender og er vant til. Indret sengen så den er blød og dejlig. Nogle børn er glade for at sove med en bamse, en nusseklud eller et af forældrenes T-shirt, der dufter af tryghed. Har dit barn legetøj i sengen, kan barnet tro, at sengen er et sted man leger, hvilket kan forstyrre indsovningen. Temperaturen i værelset skal være omkring 18-20 grader, hvis det er muligt, - hverken for koldt eller for varmt. Sørg for at lufte ud inden sovetid så rummet er frisk og køligt
Sove ude i barnevogn
Hvis barnet sover i barnevogn i dag-tiden gør det samme sig gældende. Om vinteren kan man med fordel bruge en sovepose eller en dejlig blød og varm dragt. Stil barnevognen i læ og i skygge for at regulere temperaturen. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at små børn sover ude i under minus 10 grader. Hold øje med dit barn, når det sover i barnevogn og kig til det under middagsluren, - også selvom du bruger babyalarm.
Lad dit barn sove middagslur til det vågner
Det anbefales generelt ikke at vække barnet fra middagsluren, da du kan komme til at forstyrre søvnen. Man kan tro, at hvis barnet sover længe om dagen, har det svært ved at sove om aftenen. Søvnen har dog mange funktioner hvorfor afbrydelse af dit barns søvn, kan være medvirkende til at barnet ”ikke har sovet færdigt” Dette kan have betydning for dit barns trivsel, som kan gøre det svære for barnet at falde i søvn om aftenen. I nogle tilfælde kan børn vende op og ned på dag og nat og man kan forsøge at regulere søvnen.
Mad om natten
Når dit barn er 4-6 mdr, har det ikke længere brug for mad om natten. Tilbyd i stedet barnet en tår vand eller tryghed inden barnet bliver lagt til at sove igen. Når barnet har fået tænder, anbefales tandbørstning inden sengetid. Får barnet modermælkserstatning eller brystmælk om natten, skal barnet derfor have børstet tænder, da mælken indeholder meget sukker og der derfor er risiko for at barnet får huller i tænderne.
Kilder
https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2019/SundeBoern_2019.ashx?la=da&hash=EAB7211516335A1AEA1CF33EBF4E80435C9971C6