Fodby er et landsbyområde kendt for sine smukke bindingsværkshuse, vidtstrakte marker og tætte naboskab. Gennem tiden er der i dette område udsprunget flere små virksomheder. Nogle eksisterer stadig, og de har alle været med til at skabe det fællesskab, som stadig kendetegner byen i dag.
Landsbyidyl på grænsen til Næstved
Man skal ikke have været længe i Fodby, før man mærker, at her er naturen i højsædet. Du vil i dette område opleve en stor del uberørt natur og smukke skovområder, der inviterer til udflugter og fordybelse. Husene i Fodby er en blanding af nybyg og ældre, hyggelige bindingsværkshuse med stråtag samt flere gårde med heste. Byen og området omkring leder uundgåeligt tankerne mod ren Morten Korch-idyl.
I Fodby inviteres der til, at man møder hinanden og nyder landsbyidyllen sammen. Ved byens gadekær er der blandt andet sat borde og bænke op, så det er let at møde sin nabo eller blot bryde hverdagens rutiner med en picnic og fodre ænder sammen med hele familien.
Midt i byen finder du den nedlagte stationsbygning fra 1892, der stadig står, selvom det er længe siden, at her har kørt tog mellem Næstved og Slagelse. Nu er den en historisk bygning på Fodsporet, som er værd at tage en pause ved.
Hverdagen i Fodby
Med kun 10 minutters kørsel ind til Næstved har du i Fodby alt, hvad du skal bruge lige i nærheden. Men du har også gode lokale råvarer i gåafstand.
I Fodby forsamlingshus inviteres der ofte til foredrag og andre begivenheder, der kan være med til at sætte krydderi på hverdagen og give anledning til at møde dine naboer.
I Fodby mødes man med hinanden midt i landsbyidyl og tæt på byens liv
Hvad er der af dagtilbud og undervisningsmuligheder?
Dagpleje
Søger du dagpleje, så hører Fodby under område VEST. I område VEST og Fodby hedder dagplejegruppen Vest troldene, og på dagplejegruppens hjemmeside kan du se dagplejere i nærområdet.
Der er også mulighed for at få private pasningsordninger til dit barn i en radius af blot 10 kilometer fra Fodby.
Dagtilbud
Der er desværre ikke vuggestue med integreret børnehave eller børnehave placeret i Fodby. Den nærmeste integrerede institution med børn fra 0-6 år er Hyldebærhuset i Hyllinge. Hyldebærhuset ligger ca. 9 minutters kørsel fra Fodby. Man kan også skrive sit barn op til en vuggestue eller børnehave, som er placeret i området Lille Næstved.
Skoler og undervisningstilbud
Folkeskolen, som man er tilknyttet, hedder Lille Næstved Skole, hvor man tilhører afdeling Hyllinge, Karrebæk eller Herlufsholmvej.
Derudover er der også en privat specialskole i området, som hedder Gedebjerg Skole.