Tybjerg og omegn
Velkommen til Tybjerg og omegn, hvor der både er en faldskærmsklub, folkedansere, gymnastikforeninger og et møllelaug. Tybjerg er et aktivt område, hvor man mødes for at dyrke sin hobby og værne om det gode fællesskab.
Indhold





Tybjerg ligger godt 18 kilometer fra Næstved. Tybjerg ligger i det nordøstlige hjørne af Næstved Kommune, hvor Susåen danner kommunegrænse mod såvel Ringsted og Faxe.
Tybjerg består af et antal mindre byer, men området har en lang historie og har tidligere været administrativt centrum – Tybjerg Herred – hvilket betyder, at områdets institutioner med videre ligger samlet i Tybjerg, der i indbyggertal hører blandt områdets mindste. Den største by er Tybjerglille Bakker, en tidligere landsby, der er vokset kraftigt i 1970’erne. Ved Tybjerg ligger Tybjerggaard med Tybjergskoven umiddelbart vest for og syd for Tybjerglille Bakker Capionsskoven. Mod syd afgrænses området af Holmegaard Mose og Skovene omkring Broksø Gods, der også ligger i lokalområdet.
I Tybjerg er der gode muligheder for at blive en del af et rigt foreningsliv og stærkt fællesskab.
Rig på hobbys
Byen har både en faldskærmsklub, folkedansere, gymnastikforeninger, møllelaug, spejdere og ridesportsforeninger. Det er med andre ord et aktivt område, der er gode til at samles om forskellige hobbyer. Det gør det let at være tilflytter, og der er sågar mulighed for at kontakte frivillige i byen for at høre mere om byens muligheder og tilbud.
Området byder på flot natur, en historisk mølle og flere billedskønne detaljer, som du vil opdage efterhånden, som du går på opdagelse.
Byen har desuden en hyggelig café og et forsamlingshus, som danner rammerne om mange forskellige arrangementer og møder.
Godt sammenhold
Som beboer i området kan det være en udfordring at følge med i alt, hvad der sker i området. Det problem har man løst i Tybjerg ved at stifte sit eget blad, der samler information om de mange aktiviteter i området. Det er nemlig ikke så lidt.
Tybjerg er et aktivt område, hvor man samles om vidt forskellige hobbyer fra faldskærmsudspring til folkedans
Hvad er der af dagtilbud og undervisningsmuligheder?
Dagpleje
Søger du dagpleje, så hører Tybjerg under område NORD. I område NORD dækker dagplejegruppen Blomsterne dagplejepladser.
Dagtilbud
Har du brug for en børnehave, så er det børnehaven Skattekisten, som er placeret i området.
Skoler og undervisningstilbud
Folkeskolen i området hedder Susåskolen, hvor afdeling Herlufmagle vil være skolen, man hører til.
Derudover er der også Tybjerg Privatskole, som har 0-9. klasse.
Kort om Tybjerg og omegn
Frem til 1970 var Tybjerg et herred i Præstø Amt, og selvom området i dag er en del af Næstved Kommune, kan man stadig ane en egenrådig kultur. I området er der mange ildsjæle, der holder gang i aktiviteter for enhver smag, og byens private skole tilbyder undervisning for 20 elever i hver klasse. Der er kort sagt et godt fællesskab og en stærk forankret identitet af at være en del af et fællesskab, hvor der sker noget.

Hvor er Tybjerg placeret?
Du kan se de forskellige områder i Næstved Kommune via vores kortfunktion. Zoom ind og gå på opdagelse i de forskellige byer og områder i Næstved Kommune.

Vi giver dig 10 gode grunde
Der er selvfølgelig mange flere grunde til at flytte til Næstved Kommune. Men på denne liste har vi samlet de 10 bedste grunde til at bo i dette skønne område.
Boligområder
Dette var bare ét boligområde i kommunen. Vi har fortsat 17 områder, som vi også gerne vil vise dig.