Tilskud til medicin
Personer i kontanthjælpssystemet kan få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin, hvis særlige betingelser er opfyldt.
Det er muligt at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin for personer i kontanthjælpssystemet, hvis særlige betingelser er opfyldt. Du kan læse om betingelserne herunder.
Du har ret til at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin, når du har fået udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det betyder, at alle borgere, der har modtaget kontanthjælp i et år eller mere, har ret til gratis medicin.
En måned, hvor du kun delvist har modtaget kontanthjælp, herunder supplerende kontanthjælp, vil indgå i opgørelsen af de 12 måneder med kontanthjælp som en hel måned.
Hvis du i en måned har modtaget en udbetaling på 0 kroner for eksempel fordi hjælpen er blevet nedsat på grund af din ægtefælles indtægter, tæller måneden ikke med i opgørelsen af de 12 måneder. Det er ikke en betingelse, at de 12 måneder ligger i forlængelse af hinanden. Selvom du i en måned ikke har fået udbetalt hjælp, kan du således godt fortsat være berettiget til medicintilskuddet.
Hvis din ægtefælle har ret til kontanthjælp afledt af din sociale begivenhed, vil din ægtefælle have ret til egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin.
Dette gælder dog kun, hvis din ægtefællen selv har modtaget kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det er dermed ikke nok, at din ægtefælle har en afledt ret til kontanthjælp. Der skal også reelt være udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Retten til egenbetaling ved køb af tilskudsberettiget medicin gælder også for børn, som bor hos dig, der modtager kontanthjælp.
For børn under 18 år, som bor hos en forælder, der modtager kontanthjælp, vil retten gælde fra den første dag, hvor forælderen har ret til kontanthjælp.
Du skal ikke selv lægge ud for medicinen, da tilskuddet vil blive ydet direkte på apoteket via Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR).
Du skal være opmærksom på, at tilskuddet kun dækker det billigste præparat. Hvis det billigste lægemiddel ikke er på lager på det enkelte apotek, må du afvente eller hente denne medicin på et andet apotek.
Apoteket afregner tilskuddet direkte med din kommune.