Merudgiftsgodtgørelse til transport
Hvis du opfylder en række betingelser og deltager i tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats eller i et vejlednings- og opkvalificeringsforløb, har du mulighed for at søge om særlig støtte til dækning af transportudgifter.
Hvis du deltager i tilbud om virksomhedspraktik, nytteindsats eller i et vejlednings- og opkvalificeringsforløb, kan du ifølge § 176 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats få dækket en udgift på op til 1.000 kroner brutto pr. måned til hel eller delvist dækning af transportudgifter, der er forbundet med deltagelse i tilbuddet.
Merudgiftsgodtgørelsen skal dække de ekstra udgifter, du har i forbindelse med din deltagelse i tilbuddet. Hvor meget du eventuelt kan få udbetalt beregnes ud fra den billigste, offentlige transport.
Kan jeg få merudgiftsgodtgørelse?
For at være berettiget til merudgiftsgodtgørelse skal du have mellem fem og 12 kilometer fra din bolig og dit tilbudssted (opmålt på krak som den korteste vej). Hvis du har mindre end fem kilometer, kan du ikke søge om merudgiftsgodtgørelse.
Du skal desuden deltage mindst tre dage om ugen i en af følgende tilbud: Virksomhedspraktik, nytteindsats eller et vejlednings- og opkvalificeringsforløb.
Du kan være berettiget til merudgiftsgodtgørelse, hvis du er:
- kontanthjælps- og overgangsydelsesmodtager (ikke omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven)
- uddannelseshjælps- og overgangsydelsesmodtager (ikke omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven)
- under jobafklaring og deltager i vejlednings- og opkvalificeringsforløb eller virksomhedspraktik
- modtager af ressourceforløbsydelse
- ledig selvforsørgende
- under 18 år og har behov for et uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats
Det er din sagsbehandler, der søger om merudgiftsgodtgørelse til transport i forbindelse med bevilling af dit tilbud, hvis du opfylder kriterierne. Det betyder, at du ikke selv behøver at gøre noget for at søge.
Hvis du ikke har fået bevilget merudgiftsgodtgørelse, og du mener, du er berettiget til godtgørelsen, skal du kontakte din sagsbehandler hurtigst muligt og senest inden, du afslutter dit tilbud.
Du kan få tilskud fra og med tilbuddets startdato. Du kan ikke få tilskud til transport, efter dit tilbud er afsluttet.
Den samlede månedlige godtgørelse må ikke overstige 1.000 kroner før skat jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 176.
Du kan få udbetalt merudgiftsgodtgørelse, så længe du deltager i det tilbud, du har fået merudgiftsgodtgørelse til og ikke flytter adresse.
Du skal være opmærksom på, at merudgiftsgodtgørelsen kan få betydning for din boligstøtte, daginstitutionsbetaling og andre indkomstafhængige ydelser.
Hvis du har over 12 kilometer fra din bopæl til dit tilbudssted, kan du ifølge § 175 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats også søge om befordringsgodtgørelse.
Du kan ansøge om befordringsgodtgørelse ved at kontakte din sagsbehandler eller ansøge digitalt her.
Du har mulighed for at klage over afgørelsen om tilskud til transport til Ankestyrelsen. Du kan klage over, at retningslinjerne ikke er overholdt i din sag.
Ankestyrelsen kan også tage stilling til, om retningslinjerne er lovlige og saglige. Klagevejledning vil fremgå af den afgørelse, du får tilsendt.
Kontaktcentret
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Hos kontaktcentret kan du få svar på spørgsmål eller hjælp til selvbetjening.
Der er mulighed for at blive omstillet til en medarbejder i Center for Arbejdsmarked mandag til fredag klokken 9 og 11 – torsdag også klokken 15 og 16.
Du kan se adresser og åbningstider for Center for Arbejdsmarked her