Gå til hovedindhold

Kultur- og Idrætsudvalgets budgetblog 2025

Læs og kommenter på Kultur- og Idrætsudvalgets arbejde med budget 2025

Indhold

    Herunder er det muligt at læse om Kultur- og Idrætsudvalgets arbejde med budget 2025. Det er også her, du kan kommentere eller komme med gode forslag til det kommende budget. 

    Se mødekalenderen her
    Kultur- og Idrætsudvalgets medlemmer og opgaver

    • Kommentarer der er afgivet inden den 1/4 2024 tilgår udvalgets behandling af budget i april
    • Kommentarer der er afgivet inden den 24/5 2024 tilgår udvalgets behandling af budget i juni
    • Kommentarer der er afgivet inden den 13/8 2024 tilgår byrådets til deres budgetseminar i august

    Skriv din kommentar i boksen herunder. Dit navn og e-mail bliver ikke vist på siden.
    Marker med ✔ i boksen, inden du trykker send - på den måde ved vi, du ikke er en robot.

    OBS: Kommentarer først vises på siden, når det er godkendt af en redaktør.

    Der må ikke oplyses private mailadresser og telefonnumre i høringssvaret. Vælger du alligevel at skrive disse oplysninger, er du indforstået med, at det er efter eget valg og at data ikke sløres jf. GDPR reglerne.

    Kontakt

    Center for Koncernservice

    Skriv kommentar

    Kommentarer

    21 aug. 2024

    Stærke aftenskoler

    Stærke aftenskoler kan løfte civilsamfundet og øge livskvaliteten for flere borgere i Næstved Kommune
    De syv aftenskoler i Næstved Kommune og Fritidsudvalget opfordrer i fællesskab til, at Byrådet over de næste fire år afsætter 4 mio. kr. årligt på anlægsbudgettet til at gennemføre et udviklingsprojekt, der kapacitetsløfter aftenskolerne og skaber flere og bedre aktiviteter, der løfter den borgernære velfærd gennem tværgående værdiskabelse over flere politikområder og gennem nye alliancer i civilsamfundet.
    Der er brug for at aktivere nogle af kommunes borgere og civilsamfundsaktører til selv at bidrage sammen med Næstved Kommune - for at angribe nogle af samfundets ”vilde problemer” på nye måder. Satsningen understøtter alle 3 områder i kommunens vision: Børn og unge udlever deres potentialer (fx nye tilbud til unge, der skal flytte hjemmefra), Byudvikling - en dynamo for vækst i hele kommunen (fx aftenskolernes lokaler som mødested og løftestang for nye borgernære fællesskaber i Næstved By og satellitter i yderområder) samt Førende på erhverv og bæredygtighed (fx løft af borgernes interesse og adfærd indenfor grøn omstilling i hverdagslivet, hvilket kan styrke den positive borgerinddragelse i høringer og skabe nye muligheder for efterspørgsel og interesse for lokale virksomheders grønne løsninger).
    Aftenskolernes formål er at bidrage til livslang læring, styrke den sociale sammenhængskraft og understøtte borgernes gode liv. Vi er en central aktør, når det handler om at bekæmpe ensomhed og holde sårbare borgere i gang. Når 16 ældre mænd mødes ugentligt i skolekøkkenet på Lille Næstved Skole i regi af AFO Næstved & Susålandet – så handler det ikke kun om at lære nye opskrifter, men mest om at knytte bånd, få energi og opnå nye indsigter, fx i livssituationen som nylig enkemand, pårørende til en syg ægtefælle eller i overgangen til folkepensionisttilværelsen. På samme måde handler det ikke kun om bevægelse og fysisk sundhed, når en gruppe kvinder mødes ugentligt til Yoga eller Pilates i DOF Næstved Aftenskole, men også om mental sundhed og social trivsel. Der er ingen tvivl om, at aftenskolerne understøtter et sundt og aktivt liv for en stor gruppe borgere, som ikke af sig selv opsøger idrætsklubber eller selvorganiserede træningsaktiviteter.
    Indhold i satsningen:

    Opbygge nye samarbejdsstrukturer mellem kommunale enheder/politiske fagudvalg og aftenskolerne gennem partnerskaber (Fx Sundhedscentret, Klimaområdet, Socialområdet mv.)

    Skabe flere, bedre og nye aktiviteter med fokus på bekæmpelse af ensomhed og styrkelse af borgeres fysiske og mentale sundhed samt fokus på livsstilsændringer

    Understøtte borgernes grønne hverdagshandlinger for at sikre en grøn omstilling til et bæredygtigt samfund, der bygger på demokratiske samtaler og lokale handlefællesskaber i fht. bæredygtigt forbrug og infrastruktur mv.

    Skabe nye tilbud til unge over 18 år, der slipper Ungdomsskolen og har brug for ”life hacks” til at håndtere privatøkonomi, boligsituation, fritidsjob og social trivsel i tiden, hvor mange flytter hjemmefra (koblet med kommunens nye ungecenter)

    Afdække og igangsætte øvrige pilotprojekter, hvor aftenskolerne sammen med kommunen kan skabe værdi gennem forebyggende indsatser

    Øge aftenskolernes organisatoriske kapacitet (flere medlemmer, flere deltagere, flere frivillige og opbygge nye permanente finansieringskilder)

    Øge borgernes kendskab til aftenskolernes tilbud

    Tilvejebringe tilstrækkelig adgang til egnede lokaler, som understøtter aftenskolernes aktiviteter (Flere kommunale lokaler, større lokaletilskud og/eller nyt aftenskolehus i Næstved By)
    Vi opfordrer Byrådet til at afsætte en samlet anlægsramme på 16 mio. kr. i 2025-2028 og satse på et kæmpe løft af hele aftenskoleområdet – hvilket vil sætte Næstved Kommune på landkortet med en fortælling, der er mindst lige så stærk som vores Ungdomsskole og Næstved Kunstby. Aftenskolerne og Fritidsudvalget glæder sig til at detailplanlægge og afklare de konkrete planer for nyudvikling, kapacitetsløft og lokaleløsninger indenfor budgetrammen sammen med CKB og øvrige kommunale enheder – herunder mulighederne for at søge yderligere anlægsmidler fra fonde til etablering af et aftenskolehus.
    De bedste hilsener
    Aftenskolernes Samråd (AFO Næstved og Susålandet, FOF Syd- og Vestsjælland, DOF Næstved Aftenskole, Fladså Musikaftenskole, Gigtforeningens Oplysningskreds, Folkeuniversitetet Holmegaard-Suså, Sydsjællands Kirkehøjskole og Næstved Musik Aftenskole) og Fritidsudvalget
    Supplerende oplysninger om aftenskolernes virke

    Aftenskolernes aktiviteter finder (på trods af navnet) sted i dagtimer, aftentimer og i weekenderne og udgjorde i 2023 hele 16.835 timers undervisning

    Aftenskolerne er medlemsbaserede foreninger, der understøttes af Kultur- og Fritidsafdelingen i CKB og hører ind under Kultur og Idrætsudvalgets område

    Målgruppen repræsenterer et bredt udsnit af borgerne i Næstved Kommune, men 29% af undervisningstimerne er målrettet til mennesker med et fysisk eller mentalt handicap og borgere, som i forhold til den konkrete aktivitet har brug for særlige hensyn

    Størstedelen af de øvrige deltagere er aldersmæssigt 50+ og heraf har langt hovedparten forladt arbejdsmarkedet pga. pensionsalder eller af andre årsager

    Næstved Kommune har syv aftenskoler (3 store og 4 små), som i løbet af et år har ca. 8.500 betalende deltagere, hvilket svarer til ca. 10% af kommunens indbyggere

    Deltagerne betalte selv 6,3 mio. kr. i 2023, mens det kommunale tilskud til den folkeoplysende voksenundervisning udgjorde 3,6 mio. kr.

    Den gældende kommunale budgetramme er ikke stor nok til at dække de syv aftenskolers nuværende faktiske aktivitetsniveau – og aktuelt er aftenskolerne ramt af en ekstraordinær overenskomstmæssig lønregulering af lærerlønningerne på 6% i april 2024 og yderligere 6% i oktober (bestemt af Statens løncirkulære). Det kommunale tilskud prisfremskrives ikke tilsvarende og derfor udhules aftenskolernes råderum markant

    Aftenskolerne er en utrolig billig driftsform, der hviler på et højt fagligt niveau og et stort semi-frivilligt engagement

    Undervisningen finder sted i en ikke-formel kontekst og gennem stærke relationer med og mellem deltagerne, hvilket giver mulighed for at styrke den demokratiske samtale på tværs af ekkokamre og sociale skel blandt borgerne

    Aftenskolerne har et stort potentiale for at spare enorme summer i de kommende års kommunale råderum – ved at satse på forebyggende indsatser i forhold til borgernes
    ”empowerment”, når det gælder livskriser, sundhed, social trivsel og kollektive, demokratiske
    handlefællesskaber

    Aftenskolerne er afhængige af ”egnede lokaler” som fx egne lokaler eller lokaler på skoler, kulturhuse eller andre kommunale ejendomme, som kan bruges til undervisning, bevægelsesaktiviteter og faglokaler til fx madlavning, træsløjd, keramik og billedkunst mv.

    Adgang til indbydende og velegnede lokaler er afgørende for aftenskolernes virke. Deltagernes egenbetaling er høj og dermed også forventningerne til lokalernes stand, rengøring, parkeringsforhold, handicaptilgængelighed, tidsmæssig adgang og egnethed til aktivitet/formål.

    Ifølge Folkeoplysningsloven er kommunen forpligtet til at stille kommunale lokaler til rådighed for aftenskolerne eller alternativt at yde et lokaletilskud på 75% af aftenskolernes udgifter til adgang til egne/lejede lokaler

    I Næstved Kommune har vi et mix af de to ordninger, som bl.a. muliggør, at undervisning kan finde sted i kommunens yderområder og at der er adgang til lokaler i dagtimerne, hvor mange kommunale lokaler er optaget af skolebørn eller benyttes af kommunens egne tilbud

    De tre store aftenskoler modtager et lokaletilskud til egne/lejede lokaler på ca. 420.000 kr. årligt, hvilket er ca. 300.000 kr. for lidt, for at kommunen kommer op på de 75% af de faktiske udgifter, som er bestemt i Folkeoplysningsloven

    Alle andre folkeoplysende foreninger får nu 90% i lokaletilskud, og det ville medføre et yderligere tilskud på 150.000 kr. for at behandle foreningerne og aftenskolerne lige

    I kommunale lokaler på skoler, Sydpolen og på H.C. Andersens Vej trænger der til istandsættelse og bedre rengøringsstandarder for at aftenskolens voksne deltagere kan få en god og ordentlig fritidsoplevelse – og det håber vi at Center for Ejendomme vil have mulighed for at prioritere gennem ressourcer og budgetter

    Aftenskolerne ønsker at der bliver gratis adgang til varmtvandsbassinerne i den nye svømmehal for vores mange hold med sårbare og ældre borgere, der nu holder til i Birkebjergparken. Hvis det ikke kan være gratis, så ønsker vi som minimum ikke at betale mere end svømmeklubberne, der får 90% lokaletilskud på taksten, mens aftenskolerne kun får 75%

    Aftenskolerne drømmer om et nyt fysisk mødested for aftenskolernes aktiviteter i Næstved By – et ”Aftenskolernes Hus”. Det kan være som et nybyggeri fx i den nye bydel ved havnen eller ved at skabe ny anvendelse i en eksisterende kommunalt ejet ejendom centralt i Næstved. Dermed kan Næstved få attraktive faciliteter til et levende aftenskolemiljø, i stil med Roskilde, Sønderborg, Aalborg, Aarhus og Viborg

    Vi har brug for lokaler til undervisning, møder, større samlinger, bevægelsesfag og kreativ udfoldelse (keramik, billedkunst, træsløjd osv.). Gerne med caféområde og koblet til grøn repair café mv. som samlingspunkt for en masse unge og voksne med interesse for bæredygtighed og grøn omstilling og som mødested for tværgående aktiviteter mellem alle de øvrige folkeoplysende foreninger i hele Næstved Kommune

    Det er oplagt at CKB bor sammen med aftenskolernes administration i huset – og hvis der er plads til nogle ungdomsboliger under taget, kan de unge bidrage med værtskab og serviceopgaver som en del af huslejen

    I dag betaler aftenskolerne ca. 1 mio. kr. årligt til private udlejere, som kunne skabe mere værdi i en kommunalt ejet bygning, hvor aftenskolerne bidrager aktivt til et levende og imødekommende miljø

    2024-08-21 14:27:29

    20 aug. 2024

    Multisalen, Skellet 29

    Multisal, Skellet 29
    Ungdomsskolen og Musikskolen disponerer i fællesskab over Multisalen på Skellet 29. Multisalen består af en større bevægelsessal samt to forrum.
    Dette er ikke på nogen måde tilstrækkeligt. Særligt Ungdomsskolen lider under aktivitetsbegrænsende lokalemangel, da udnyttelsesgraden i Søjlesalen er så så høj, at man ofte møder udfordringer med at tilbyde de hold, som Næstveds unge efterspørger.
    Der har for nylig været sonderinger vedr. de lokaler på Maglemølle, som Ressource City hidtil har holdt til i. Lokalerne ville være helt perfekte til Avantgardens artister, teater, samt div. bevægelseshold i Ungdomsskolen. Vi skal derfor opfordre til, at man undersøger mulighederne på Maglemølle endnu engang.
    Hvis ikke disse – eller tilsvarende - lokaler kan stilles til rådighed, er det nødvendigt at der gennemføres en gennemgribende renovering af Multisal og forrum. En netop gennemført APV har vist store udfordringer:
    • Gulvet i Multisal er ikke egnet til bevægelsesaktiviteter. Det er ikke affjedret og medfører belastningsskader hos brugere og lærere
    • Der er ikke tilstrækkelig ventilation, hvilket der er behov for, når der gennemføres div. bevægelsesaktiviteter
    • Lydisoleringen mellem Multisal og forrummene er utilstrækkelig, hvilket medfører, at lokalerne ikke kan anvendes samtidig
    • Der mangler ophængningspunkter i loftet
    Disse renoveringsopgaver ønskes sat i værk. Musikskolen og Ungdomsskolen ansøger hermed om et rådighedsbeløb på kr. 500.000 til formålet. Dog er første prioritet adgang til Ressource Citys hidtidige lokaler på Maglemølle.

    2024-08-20 20:19:07

    16 aug. 2024

    Støtte til udsatte børn

    Broen Næstved støtter børn fra udsatte familier til en aktiv fritid blandt andre unge og ansvarlige voksne.
    Vi støtter primært med kontingent og evt. udstyr. Antallet af støttede børn har gennem hele vores eksistens været støt stigende. Vi støtter et sted mellem 300 og 400 børn i Næstved kommune.
    Vores frivillige sagsbehandlere oplever en stor og dyb taknemmelighed fra de støttede børns forældre. ” uden Broens hjælp, kunne ”Vera” ikke gå til gymnastik”
    Vi søger selv at skaffe økonomi til at drive foreningen, dels ved at søge fonde og donationer fra velgørende formål. Vi får desuden midler fra Broen Danmark ligesom vi er begunstiget ved at Poul Erik Bech fonden støtter os med et beløb hvert år.
    Vi oplever desværre at vi fra tid til anden løber tør for penge. I de perioder er vi nødsaget til at lukke for ansøgninger. Det har den uheldige konsekvens at vi ikke kan støtte børn til deres aktiviteter.
    Broen søger derfor muligheden for at få hjælp af kommunen til at give en mere kontinuerlig og stabil drift.

    2024-08-16 08:10:23

    13 aug. 2024

    Bordtennishal i "jordhøjde" til KVIK Næstved

    Siden 1962 har Bordtennisklubben KVIK Næstved haft til huse oppe under taget inde i den oprindelige HG hal.
    Lokalets beliggenhed og størrelse giver store udfordringer for nuværende medlemmer, samt det hæmmer klubbens vækst.

    * Udpluk af udfordringer for nuværende medlemmer:
    -- Fastholdelse: vi mangler ganske enkelt plads til alle spillere på nogle af vores hold.
    -- Fællestræninger: vores medlemmer efterlyser flere fællestræninger på tværs af alder og spilleniveau. Men i dag er vi afhængige af ledige tider på Ellebækskolen, afd. Kalbyris, for at kunne tilbyde vores medlemmer det.
    -- Trappen: Der er kun adgang til vores klub- og spillelokale ad en meget lang trappe. Nogle af vores ældre, ellers aktive medlemmer, må opgive at spille. Da de ikke har fysik til at komme op ad trappen.
    -- Sikkerhed: Vi har oplevet nogle rigtige triste situationer i forbindelse med skader. Én gang tog det ambulanceredderne 45 minutter at få et skadet medlem ned. En anden gang en hel time. Det har sat sine spor i flere af vores medlemmer.
    Tilgængeligheden er enorm dårlig ved vores nuværende lokation. Næstved Kommune er så heldige at have 2 velfungerende bordtennisklubber. Nemlig KVIK i HG og Næstved Bordtennis, som er beliggende i Toksværd. Hvorfor ikke også øge tilgængeligheden for sporten i Næstved by?

    * Eksempler på hvorfor vores placering hæmmer klubbens vækst:
    -- Åben skole samarbejdet: Vi har i flere år deltaget i åben skole. Men pga. vores faciliteter kan vi ikke præsentere sporten godt nok.
    -- Trappen: Der er flere grupper af potentielle medlemmer, som aldrig kan blive aktive foreningsmennesker hos os. F.eks.: ældre, fysisk handicappede, grupper af kognitivt udfordrede, personer med angst og højdeskræk.
    -- Gulvbelægningen: Vi kan få svært ved at tiltrække spillere på højt niveau. Det gamle, skæve træ parketgulv er ikke godkendt og vi kan ikke opfylde afstandskravene fra bordtennisbordet og til væggene.


    Vi har undersøgt prisniveauet for en ny hal. Totalentreprisen af en bordtennishal på byggeklar grund ligger på cirka 5.000.000 DKK eks. moms. Dette er forudsat at den placeres nær eksisterende omklædnings- og badfaciliteter. F.eks. på HG's område eller op ad den nye svømmehal.
    Klubben vil naturligvis gerne yde et stort arbejde i fondssøgning og praktiske hænder.
    Men vi kan ikke gøre det, uden at få stillet en grund til rådighed samt stor økonomisk støtte.

    Kom meget gerne forbi og se vores faciliteter.
    Bedste hilsner
    Bordtennisklubben KVIK

    2024-08-13 23:02:22