Fleksible arbejdsforhold
Næstved Kommune vil prioritere fleksible arbejdsforhold og vil arbejde for løsninger til gavn for alle.
Danskerne efterspørger i stigende grad fleksibilitet som en af de væsentligste faktorer, når de vælger job, da der søges efter balance mellem arbejdsliv og privatliv. Næstved Kommune ønsker, at medarbejderne oplever, at kommunen prioriterer fleksible arbejdsforhold og finder løsninger til gavn for alle. Det er for eksempel i forhold til den livsfase, den enkelte medarbejder befinder sig i.
For kommunen handler fleksibilitet om, at der findes løsninger, som skaber balance mellem hensynet til den enkelte medarbejder, teamet og borgerne. Der udarbejdes en dialogguide til lokale drøftelser i kommunen, og der gennemføres forventningsafstemning mellem medarbejdere og ledere for at finde ud af, hvordan der ønskes øget fleksibilitet. Det bidrager til konkrete indsatser og forandringer, der kan give den ønskede fleksibilitet.
Fælles om udvikling af fleksible arbejdsforhold gennem en antropologisk tilgang
For at skabe fleksible arbejdsforhold tænker kommunen nyt og afprøver konkrete indsatser i stedet for at starte med store rapporter bag skrivebordet.
Kommunen anvender en antropologisk tilgang, der fokuserer på at forstå, hvordan ledere og medarbejdere oplever deres daglige liv og arbejdsrutiner, og hvordan de selv definerer og oplever fleksibilitet for at kunne skabe fleksible arbejdsforhold.
Gennem den antropologiske tilgang ses på arbejdskulturer og forholdene på arbejdspladsen i deres specifikke kontekst. Dette er vigtigt, da forskellige faggrupper har forskellige definitioner af, hvad fleksibilitet betyder for dem afhængigt af deres arbejdsopgaver, arbejdsrytmer og personlige behov.
I kommunen inddrages erfaringer og ekspertise om fleksible arbejdsforhold fra de medarbejdere og ledere, der arbejder helt tæt på borgerne. Det undersøges:
- Hvilke barrierer opleves på kommunens arbejdspladser som for eksempel en daginstitution?
- Hvordan udfordres rammer og vaner med et ude-fra-ind blik?
- Hvordan udvikles fleksible tiltag baseret på idéer fra medarbejdere og ledere?
Kommunen ønsker at understøtte, at fleksible tiltag bliver afprøvet, evalueret og implementeret.
Bred vifte af fleksibilitet
Der ledes ikke efter løsninger, der passer alle, da fleksibilitet opleves forskelligt fra medarbejder til medarbejder, og afhænger af hvor i livet medarbejderne er og hvilke behov de har. Alle medarbejdergrupper skal kunne indrette et fleksibelt arbejds- og privatliv. Derfor skal fleksibilitet have mange forskellige former, og arbejdspladser skal indrettes med en bred vifte af fleksibilitet.
Kontakt projektet
Projektleder for fleksible arbejdsforhold
Dorte Marie Gravesen
E-mail: dogra@naestved.dk