Oplev påskeferien i Næstved Kommune – aktiviteter for hele familien
Påsken i Næstved Kommune byder på masser af spændende oplevelser for både børn og voksne.

Uanset om du er til kultur, kreativ udfoldelse, leg, musik eller sport, er der noget for enhver smag.
Her er et udpluk af de mange aktiviteter:
- Æggejagt i Næstved City
Påskeharen har tabt sine æg i bymidten, og børn kan hjælpe med at finde dem. Deltag i æggejagten og vær med i konkurrencen om præmier. - Kunst og gåder på Rønnebæksholm
Udstillingen Damdramaer af Magnus Andersen kombinerer kunst med leg og mysterier. Her kan hele familien løse påskens mange gåder i selskab med gakkede figurer og spændende genstande. - Påskeværksted og LEGO på Næstved Bibliotek
Vel mødt i Næstved Biblioteks kreative værksted, hvor vi skal påskehygge og lave vores eget højtidspynt, som kan tages med hjem i vindueskarmen og give foråret et skub i den rigtige retning. - Kreative aktiviteter på Holmegaard Værk
Besøg glasmuseet og prøv kræfter med sandblæsning af dine egne påskekreationer. Du kan også opleve glaspustere i arbejde og se Næstveds største glas-påskeæg blive blæst. - Quiz og bingo-show i Næstved Storcenter
Micki Cheng står for underholdningen med quiz og bingo. Der er præmier fra centrets butikker. - Forår på Gavnø Slot
Tag familien med på en forårstur i slotsparken, som er fyldt med blomster og børneaktiviteter. - Johnny Madsen Jam på Grønnegades Kaserne Kulturcenter
Oplev stemningsfuld livemusik i kulturcentrets rammer. - Team Fog Næstved spiller hjemme i Arena Næstved
Kom og hep på det lokale basket-hold til en af sæsonens store kampe torsdag den 17. april kl. 19.00.
Du kan finde flere oplevelser og læse mere om de nævnte arrangementer på Sydsjælland & Møns begivenhedskalender.
Vi ønsker alle en god påskeferie i Næstved Kommune.