Gå til hovedindhold
Ældre

Nyt fra Næstved - mest for seniorer - august 2024

Læs om Gang i Næstved - en række gratis gåture, om hvilke arrangementer, der er på Munkebo eller hvad der sker i Ældrerådet.

14. aug. 2024
Mennesker kigger ud mod søen

Indhold

    Gang i Næstved

    ’Gang i Næstved’ byder på en række gratis guidede gåture. Turene giver mulighed for at komme afsted med lokalkendte turledere, som brænder for at dele deres lokalkendskab og vandreglæde.

    Turene er inddelt med forskellige temaer, og her kan du se eksempler på ture, der ikke er fysisk krævende, og hvor det er muligt at deltage med rollator/kørestol. Men der findes også ture med større sværhedsgrad.

    • Gåtur i Rådmandshaven
      Mandag den 19. august kl. 17.00-18.00 er der en gåtur ad skovstier langs Susåen til Herlufsholm Kostskole, over broen og retur gennem skoven forbi Slusehuset. Start og slut ved P-pladsen på Rådmandsengen, 4700 Næstved.
    • Byvandring i Næstved Bymidte & Havn
      Tirsdag den 20. august kl. 16.00-17.30 er der en gåtur med fortællinger og beretninger om byen, dens historie og kommunens aktuelle arbejde med udviklingen af bymidten. Start ved Hjultorv i Næstved, og slut ved Nordisk Film Biograf.
    • Grøn gåtur i Sydbyen
      Torsdag den 22. august kl. 10.00-11.00 er der en gåtur langs åen i grønne omgivelser. Start og slut ved Tommerupvej 10, 4700 Næstved. 

    Fordele ved at deltage
    Med alderen kan kroppen blive svækket, men det er stadig vigtigt, at vi bevæger os, når vi er over 50 år. Der er gåture en skånsom motionsform, der styrker den fysiske sundhed. Allerede efter 3 minutters gåtur sænkes blodtrykket og efter 15 minutter sænkes blodsukkeret.

    Gåture i naturen styrker desuden vores mentale sundhed. Allerede efter 5 minutter styrkes vores humør og selvværd, og efter 30 minutter sænkes risiko for og symptomer på depression. Hvis vi ovenikøbet går turen med andre, så styrkes vores mentale sundhed yderligere ved at føre nogle gode samtaler med hinanden og dele en spændende oplevelse.

    Så kom med i ’Gang i Næstved’ - Gå en tur sammen med andre, få en god oplevelse og gør noget godt for dig selv. 

    Læs mere om turene eller kontakt Folkesundhedskonsulent Mie Majgaard på 5124 0886. Turene er afholdt.

     

    Det sker i Munkebo cafeen

    Du er altid velkommen i cafeen på Munkebo, Farimagsvej 52 i Næstved. 
     
    Åbningstider i cafeen 
    Mandag til torsdag kl. 10.00-14.00. Her kan du købe kaffe/brød og kage. Fredag er der åbent kl. 10.00-13.00.  
    Tirsdag og torsdag kl. 11.30-12.30 er der også mulighed for at købe en varm ret. Kom forbi og vær med i madfællesskabet. Du kan se menuplanen for varm mad og valg af smørrebrød i cafeen. Tilmelding er her nødvendig. Ring 2421 2345 eller 5588 1900. 

    Øvrige arrangementer i cafeen 

    Fredagsbar starter den 2. august kl. 15.00-17.00.

    Grå koncert i Munkebos have 
    Torsdag den 22. august kl. 15.00-18.00. Bo og Pia underholder med velkendte sange, og så er der Bent Fabricius Bjerre-show med Stig og Carsten, som synger og spiller nogle af hans bedste numre samt fortæller historier og anekdoter. Entre: 50 kr. Tilmelding senest den 12. august og efter ”Først til mølle-princippet”.

    Foredrag med Pusle Helmuth 
    Tirsdag den 3. september kl. 14.00-16.00 handler dagens foredrag om ”At være barnestjerne er en voksen rolle”. Entre: 75 kr. Tilmelding i Cafeen.

    Tøjsalg i Cafeen/ Tøjstativet
    Onsdag den 18. september kl. 10.00-12.00.

    Lørdagscafe starter igen den 21. september kl. 14.00-16.00.
     
    Kom forbi cafeen og se, hvad cafeen byder på af arrangementer. Du kan finde opslag ved indgangen. 
     
    Har du spørgsmål til arrangementer, kan du kontakte aktivitetsmedarbejder Annette Hansen på 2421 2345. Se mere på www.distriktoest.dk/arrangementer

     

    Fra Ældrerådet

    Til Foreningernes dag
    Kom til Foreningernes dag den 7. september og besøg Ældrerådet og Næstved Madservice’ stand.

    Her kan man smage den mad, som Næstved Madservice leverer, og Ældrerådet vil informere om sit arbejde for kommunens 60+ borgere og om, hvordan man kan stille op til Ældrerådsvalget i 2025.

    Borgermøde
    Ældrerådet holder det tredje borgermøde i år, mandag den 23. september kl. 19.00-21.00, i Skt. Jørgens kirkes Sognegård. Her kommer repræsentanter for Sundhedscenteret og præsenterer sine tilbud og giver praktiske eksempler på, hvordan man med enkle daglige rutiner kan holde sig ung. Derefter vil Politiets Forebyggelsessekretariat fortælle og give eksempler på, hvordan man sikrer sig mod at blive bedraget af kriminelle, som forsøger at lokke koder fra især ældre for at få adgang til at hæve penge fra bankkonti eller misbruge kreditkort.

    Både 60+ borgere og deres pårørende er velkomne til at deltage.

    Økonomiaftalen
    Ældrerådet har fokus på, hvordan byrådet i Næstved Kommune vil anvende sin del af de ekstra 3 milliarder, som kommunerne har fået i økonomiaftalen med regeringen til forbedring af ældreplejen.

    Ældrerådet vil følge, hvilke forbedringer der vil ske på kommunens serviceniveau på ældreområdet i budgettet for 2025. Og om ældreområdet tilføres de ressourcer, som kræves af en stigning i antallet af ældre borgere i kommunen.  

    Det er Ældrerådets håb, at nogle af de besparelser, som er besluttet i 2023 kan rulles tilbage. Der er især fokus på, at de forebyggende tilbud om muligt forbedres, herunder f.eks. tilbuddene om aktiviteter, rehabilitering og støtten til pårørende til ældre.

    Hvad kan du bruge Ældrerådet til 
    Ældrerådet er: 

    • talerør for 60+ borgere, både overfor byrådet og den kommunale forvaltning.
    • repræsenteret på alle kommunens pleje- og ældrecentre ved husrådsmøderne.
    • meget interesserede i at høre fra borgere om deres vurdering og ønsker til kommunens service og tilbud til ældre. 

    Kommunens borgere (især 60+) kan kontakte Ældrerådet på kontakt@aer4700.dk
      
    Ældrerådets referater 
    Læs de godkendte referater fra Ældrerådets møder på www.naestved.dk.  
      
    Du kan også finde dem på Ældrerådets facebook-side, ”Ældreråd i Næstved”, hvor du også kan se indlæg om aktuelle ældrepolitiske emner. 

     

    Faste aktiviteter

    Hent folderen Aktiviteter - mest for seniorer, for 2. halvår af 2024.

    Læs den og se, om der er noget af interesse for dig eller en anden, du kender.