Nyt fra Næstved - mest for seniorer - januar 2025
I det første nummer af 2025 kan du læse om borgermøde den 23. januar, som handler om, hvordan du bedst kan klare dig længst muligt i eget hjem. Du kan læse om arrangementer i Plejecenter Bakkegården, i Rosengården og i Munkebo. Der er også årets første Nyt fra Ældrerådet og endelig er det nye Aktiviteter - mest for seniorer udkommet.
Længst mulig frihed i seniorlivet
- Socialudvalget inviterer til borgermøde.
Socialudvalget inviterer alle interesserede til borgermøde om, hvordan man længst muligt kan klare sig uafhængigt af hjælp - med fokus på velfærdsteknologi, digitale løsninger og andre forebyggelsesindsatser.
Torsdag den 23. januar kl. 18.30-21.00 i Grønnegades Kaserne, Musikstalden Borgermødet er åbent for alle og kræver ikke tilmelding.
Borgermødet sætter blandt andet fokus på: Hvor er vi på vej hen som velfærdsstat med en stigende ældrebefolkning? Hvilke digitale og teknologiske muligheder kan støtte et uafhængigt seniorliv? Hvad kan man selv gøre for sig selv og sine ældre pårørende for at få mest mulig frihed og selvstændighed i seniorlivet?
Du får også mulighed for at komme med input til Socialudvalget til deres videre arbejde.
Program
- Velkommen ved Michael Perch, Formand for Socialudvalget
- Oplæg: Fysisk, mentalt og socialt velbefindende ved Næstved Sundhedscenter
- Teknologiske og digitale muligheder ved velfærdsteknologikonsulent i Center for Sundhed og Ældre
- Pause med mulighed for at besøge stande
- Dialog om længst mulig frihed i seniorlivet med mulighed for at komme med input til Socialudvalget
- Opsamling og tak for i dag ved Michael Perch, Formand for Socialudvalget
Der vil blive serveret kaffe/te og kage.
Det sker i Plejecenter Bakkegården
Lovvej 3 i Mogenstrup. Aktiviteter for dig, der savner fællesskab. Alle er velkomne.
Gudstjeneste
Torsdag den 16. januar kl. 10.30-11.30 i cafeen. Der vil blive serveret kaffe.
Musikcafe
Onsdag den 22. januar kl. 10.30-11.30 vil der være musik i cafeen med Carsten Rasmussen på klaver.
Begge arrangementer er gratis men tilmeld dig hos Amanda på 2164 3693 mandag til fredag kl. 13.00-14.00.
Det sker i Rosengårdens aktivitetscenter
Du er velkommen på Brøderupvej 12 i Brøderup.
Bankospil
Tirsdag den 14. januar og den 4. februar kl. 14.00-16.00 i cafeen. En plade koster 15 kr. Kaffe og kager til 30 kr.
Hygge eftermiddag
Tirsdag den 21. januar kl. 14.00-16.00. Der vil være oplæsning fra historiske erindringer om fattiggården. Kaffe og kager til 30 kr.
Spis sammen
Tirsdag den 28. januar. Prisen er 60 kr. og drikkevarer kan tilkøbes. Tilmelding senest den 21. januar til Anne Lis Olsen på 2569 3927.
Det sker i Munkebo cafeen
Du er altid velkommen i cafeen på Munkebo, Farimagsvej 52 i Næstved.
Åbningstider i cafeen
Mandag til torsdag kl. 10.00-14.00. Her kan du købe kaffe/brød og kage. Tirsdag og torsdag kl. 11.30-12.30 er der også mulighed for at købe smørrebrød. Fredag er cafeen lukket.
Øvrige arrangementer i cafeen
Fælles spisning hver 14. dag i cafeen
Tirsdag den 14. januar kl. 12.00-13.00. Der serveres stjernekaster og en kop kaffe bagefter. Det koster 75 kr. Tilmelding i cafeen senest den 10. januar.
Tirsdag den 21. januar kl. 12.00-13.00. Suppe med kød- og melboller, flute. Bagefter er der kaffe med småkage. Det koster 75 kr. Tilmelding i cafeen senest den 14. januar.
Tirsdag den 28. januar kl. 12.00-13.00. En sildemad, tarteletter. Bagefter er der kaffe med småkage. Det koster 75 kr. Tilmelding i cafeen senest den 21. januar.
Lørdagscafeen
Lørdag den 18. januar kl. 14.00-16.00 med musik af Carsten Rasmussen.
Nytårskur
Torsdag den 30. januar kl. 12.00-15.00. Se opslag og tilmeld dig på Munkebo.
Fredagsbar
Fredag den 7. februar kl. 15.00-17.00. Musik med Carsten Rasmussen.
Har du spørgsmål til arrangementer, kan du kontakte aktivitetsmedarbejder Annette Hansen på 2421 234. Se mere på www.distriktoest.dk/arrangementer.
Nyt fra Ældrerådet
Hvad bringer 2025?
- Ældrerådet vil også i 2025 at afholde lokale borgermøder i forskellige områder af kommunen.
- En væsentlig opgave i 2025 bliver at følge den fortsatte implementering af ”vi ses i morgen”, de små, faste teams, herunder at formidle generelle input fra borgere og pårørende.
- I foråret 2025 er planlagt at afholde små café-møder rundt i de forskellige dele af kommunen, hvor Ældrerådets opgaver og resultater for nuværende valgperiode præsenteres. Her vil vi opfordre til at lade sig opstille som kandidat til det kommende valg eller yde en indsats for at medvirke til at skaffe frivillige som tilforordnede vælgere ved valghandlingerne.
- Ældrerådet vil søge indflydelse på implementeringen af den nye lovgivning for ældreområdet, som indeholder en række positive elementer, men også en række forhold, som kommer til at kræve en betydelig indsats af Ældrerådet. Det gælder bl.a. at arbejde for, at hjemmeplejen i størst mulig udstrækning tilrettelægges i tæt samspil med borgeren – og at de daglige beslutninger om udførelsen i størst mulig udstrækning træffes i samråd mellem borgeren og de medarbejdere, som varetager den daglige pleje- eller hjælpeopgave.
- Endelig vil Ældrerådet aktivt søge indflydelse på udmøntning af den nye lovgivning på sundhedsområdet. Her lægges der f.eks. op til nye ”snitflader” mellem kommuner og regioner. Som et nyt element skal der etableres nye ”sundhedsråd” med ansvar for en række sundhedsopgaver. Derfor bliver der etableret et samarbejde mellem flere ældreråd for at sikre, at de har den nødvendige indflydelse.
Borgermøde
Socialudvalget inviterer til borgermøde om at opnå længst mulig frihed i seniorlivet. Det er torsdag den 23. januar 2024 kl. 18.30-21.00 i Musikstalden på Grønnegades Kaserne. Program se ovenfor.
Hvad kan du bruge Ældrerådet til:
Ældrerådet er:
- talerør for 60+ borgere, både overfor byrådet og den kommunale forvaltning.
- repræsenteret på alle kommunens pleje- og ældrecentre ved husrådsmøderne.
- meget interesserede i at høre fra borgere om deres vurdering og ønsker til kommunens service og tilbud til ældre.
Kommunens borgere (især 60+) kan kontakte Ældrerådet på kontakt@aer4700.dk..
Ældrerådets referater
Læs referater fra Ældrerådets møder på www.naestved.dk eller på Ældrerådets facebook-side, ”Ældreråd i Næstved”, hvor du også kan se indlæg om aktuelle ældrepolitiske emner.
Faste aktiviteter
Der er nu en ny version af ”Aktiviteter – mest for seniorer”-hæftet. Det gælder for første halvår af 2025 og fortæller om aktiviteter på kommunens ældrecentre.
Hent folderen på ældrecentre, biblioteker, Borgerservice og på www.naestved.dk.
Læs den og se, om der er noget af interesse for dig eller en anden, du kender.