Gå til hovedindhold
Ældre

Nyt fra Næstved - mest for seniorer - juli 2024

Læs denne gang, hvordan du også som ældre kan tilmelde dig et rygestopforløb, og læs hvad Ældrerådet har til jer i denne måned.

10. jul. 2024

Indhold

    Nikotinstopforløb

    Tirsdag den 23. juli kl. 13.30–15.30 starter et nyt nikotinstopforløb på Næstved Sundhedscenter, som er til dig, der gerne vil stoppe med at ryge, forbedre dit helbred og øge din livskvalitet. 

    Nikotinstopforløbet er gratis og foregår i en gruppe med op til 12 deltagere. 

    Vi mødes 6 gange i alt over 7 uger. I gruppen aftales en fælles stopdato, som ligger mellem 2. og 3. mødegang. Gennem forløbet får du mulighed for at dele erfaringer og få støtte fra de andre deltagere, og du vil få forskellige teknikker til at overvinde din rygetrang og håndtere forskellige situationer i fremtiden uden nikotin. 

    Flere undersøgelser viser, at dine chancer for et nikotinstop øges markant ved at deltage i et gruppeforløb, så kontakt sundhedscentret på tlf. 5588 1400 mandag til torsdag kl. 09.00–10.00 eller tilmeld dig her på kommunens hjemmeside.

     

    Nyt fra Ældrerådet

    Seniorfolkemøde
    Ældrerådets initiativ til at arrangere det første Seniorfolkemøde i Næstved blev en succes. Vi skønner, at næsten 1.000 mennesker lagde vejen forbi Grønnegades Kaserne, Kulturcenter og blev inspireret af de 32 stande med tilbud om aktiviteter for 60+ borgere. Og alle de deltagende foreninger anbefaler, at der også i 2025 arrangeres et Seniorfolkemøde. 

    Ny økonomiaftale
    Ældrerådet har fokus på, hvordan byrådet vil anvende de 3 milliarder, som kommunerne har fået i økonomiaftalen med regeringen, og hvordan udmøntningen af Ældrereformen og Strukturkommissionens anbefalinger vil forbedre ældreplejen i Næstved Kommune.

    Ældrerådet vil i efteråret følge med i, hvilke beslutninger socialudvalget og byrådet tager for at forbedre kommunens serviceniveau på ældreområdet med virkning for resten af 2024 og i 2025. 

    Ældrerådets håber, at nogle af de besparelser, som er besluttet i 2023 kan rulles tilbage. Der er især fokus på, at de forebyggende tilbud om muligt forbedres, herunder f.eks. tilbuddene om aktiviteter, rehabilitering og støtten til pårørende til ældre.

    Til Foreningernes dag
    Ældrerådet vil sammen med Næstved Madservice være repræsenteret med en stand til Foreningernes dag den 7. september. 

    Her kan man smage den mad, som Næstved Madservice leverer, og Ældrerådet vil informere om sit arbejde for kommunens 60+ borgere og om, hvordan man kan stille op til Ældrerådsvalget i 2025.

    Hvad kan du bruge Ældrerådet til 
    Ældrerådet er: 

    • talerør for 60+ borgere, både overfor byrådet og den kommunale forvaltning.
    • repræsenteret på alle kommunens pleje- og ældrecentre ved husrådsmøderne.
    • meget interesserede i at høre fra borgere om deres vurdering og ønsker til kommunens service og tilbud til ældre. 

    Kommunens borgere (især 60+) kan kontakte Ældrerådet på kontakt@aer4700.dk
      
    Ældrerådets referater 
    De godkendte referater fra Ældrerådets møder bliver offentliggjort her.på www.naestved.dk under Politik -Udvalg, råd og bestyrelser – Ældrerådet.  
      
    Du kan også finde dem på Ældrerådets facebook-side, ”Ældreråd i Næstved”, hvor du også kan se indlæg om aktuelle ældrepolitiske emner. 

     

    Faste aktiviteter

    I denne måned udkommer et nyt Aktiviteter – mest for seniorer-hæfte, som gælder for det andet halvår af 2024 og fortæller om aktiviteter på kommunens ældrecentre.  
     
    Hent folderen på ældrecentre, biblioteker, Borgerservice og her på på www.naestved.dk
     
    Læs den og se, om der er noget af interesse for dig eller en anden, du kender.