Gå til hovedindhold
Ældre

Nyt fra Næstved - mest for seniorer - juni 2024

Læs juniudgaven, der indeholder herrefrokost, kursus og foredrag for mænd, der er seniorer, og om tøjsalg og musik arrangement, der gælder for begge køn.

13. jun. 2024
Dybsø Naturskole Credit Næstved Bibliotek

Indhold

    Det sker i Næstved Bibliotek 

    Mandlige seniorer holder hjernen frisk

    Tirsdag den 27. august kl. 10.00-12.00 starter to bibliotekarer fra Næstved Bibliotek endnu en række af ’Hold Hjernen Frisk’ aktiviteter over 8 uger. ”Mænd, Motion og Mental sundhed – kulturelt samvær og aktiviteter i naturen” henvender sig til mænd i alderen 60-80 år, som er på efterløn eller pension. 

    Deltagerne bliver udfordret i naturen af bevægelse, hjernegymnastik og et nyt fællesskab. Allerede tirsdag den 20. august kl. 10.00-11.00 er der en kort intro, hvor deltagerne mødes over en kop kaffe/te på Næstved Bibliotek.

    Fællessang, gåture i Næstveds dejlige natur, højtlæsning og en kop kaffe eller te er faste indslag. Gåturene bliver kombineret med forskellige indslag, som sætter hjernen i gang, f.eks. en byvandring, en god snak om minder og højtlæsning af fortællinger og digte, hvor tanker om teksten og livet deles.  

    Kunst, gamle plader, skovture og fællesskab
    En del af forløbet foregår på Kunsthal Rønnebæksholm, hvor deltagerne bl.a. får mulighed for at se på kunst, synge, tale om litteratur og ikke mindst nyde den skønne natur i området. 

    Lyst til at deltage i nye aktiviteter
    Udover alder og køn, er der ingen forudsætninger for at deltage, bare at du som udgangspunkt har mulighed for at deltage hver tirsdag, og du er indstillet på at kunne gå kortere ture - også selvom solen ikke skinner. Vi afslutter forløbet tirsdag den 29. oktober. Arrangementet er gratis, men der er tilmelding til Vibeke Sølling på visje@naestved.dk eller Jens Kryger Nielsen på jknie@naestved.dk, senest fredag den 28. juni kl. 12.00.  

    Læs mere på www.naesbib.dk 

    Hvordan går det med mænds sundhed og trivsel? 

    Mandag den 17. juni kl. 19.00-21.00 er der foredrag på Næstved Bibliotek med psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen, som gennem mange år har arbejdet med mænds sundhed og trivsel.
     
    Næstved Bibliotek og Borgerservice har gennem flere år afholdt Hold Hjernen Frisk-forløb for mandlige seniorer. For nylig mødtes deltagerne fra de forskellige hold til et fælles møde på biblioteket. Her var der stor interesse for at høre noget mere om mænds sundhed og trivsel. Og det er lige netop det, som psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen har arbejdet med gennem mange år. Han kommer bl.a. ind på mænds relationer til fx børn. 

    Mænds mistrivsel opdages for sent
    - Nogle mænd i Danmark lever ca. 2 år kortere end kvinder. For andre er det op til 10 år kortere. Mænd rammes oftest af de fleste sygdomme, og de har langt større dødelighed af dem end kvinder, fortæller Svend Aage Madsen og fortsætter: - Mænd går også mindre til lægen. 

    Hvad sker der med mændene?
    Så, hvad sker der med mændene i dag? Og hvad må der gøres? Det og meget mere kommer Svend Aage Madsen og fortæller om. Der bliver også tid til snak og spørgsmål efter foredraget. 
      
    Billetter til 100 kr. kan købes på www.naesbib.dk
      

    kan kontakte kulturformidler Vibeke Sølling, Næstved Bibliotek og Borgerservice, 5588 4123 og visje@naestved.dk.

     

    Det sker i Munkebo cafeen 

    Du er altid velkommen i cafeen på Munkebo, Farimagsvej 52 i Næstved. 
     
    Åbningstider i cafeen 
    Mandag til torsdag kl. 10.00-14.00. Her kan du købe kaffe/brød og kage. Fredag er der åbent kl. 10.00-13.00.

    Tirsdag og torsdag kl. 11.30-12.30 har du også mulighed for at købe en varm ret. Kom forbi og vær med i madfællesskabet. Du kan se menuplanen for varm mad og valg af smørrebrød i cafeen. Tilmelding er her nødvendig. Ring 2421 2345 eller 5588 1900

    Øvrige arrangementer i cafeen 
     
    Lørdagscafe holder ferie og starter op igen den 21. september 

    Fredagsbar holder ferie i hele juli.
     
    Herrefrokost 
    Tirsdag den 25. juni kl. 12.00-15.00 er der herrefrokost med sild og pariserbøf og musik fra Danmarks bedste Benny. Entre: 150 kr. og tilmelding senest den 18. juni.

    Tøjsalg
    Onsdag den 25. juni kl. 10.00-12.00 er der tøjsalg fra Tøjstativet i cafeen.

    Eftermiddagsmusik
    Fredag den 28. juni kl. 14.30-16.30 er der underholdning med Erik og fem gutter i cafeen. Entré 30 kr. og tilmeldingsfrist er senest den 20. juni.
     
    Kom forbi cafeen og se, hvad cafeen byder på af arrangementer. Du kan finde opslag ved indgangen. 
     
    Har du spørgsmål til arrangementer, kan du kontakte aktivitetsmedarbejder Annette Hansen på 2421 2345. Se mere på www.distriktoest.dk/arrangementer

     

    Faste aktiviteter   
     
    Den nuværende ”Aktiviteter – mest for seniorer” gælder for det første halvår af 2024 og fortæller om aktiviteter på kommunens ældrecentre.  
     
    Hent folderen på ældrecentre, biblioteker, Borgerservice og her på hjemmesiden
     
    Læs den og se, om der er noget af interesse for dig eller en anden, du kender.