Gå til hovedindhold
Nyhed

Gymnasieelever planter 200 egetræer i ny klimaskov

Elever fra Næstved Gymnasium og HF indsamler tomme flasker på skolen og bruger panten til at købe træer. Således er 200 egetræer netop kommet i jorden ved Næstveds nye klimaskov. Projekt ”Pant et træ” er et samarbejde mellem Næstved Kommune og Næstved Gymnasium og HF.

18. nov. 2024
Elever og formand i den nyplantede klimaskov under blå himmel

Indhold

    Det er anden gang, at elever fra skolens Miljøråd planter træer ved den nye Klimaskov ved Stenlængegård. Eleverne har tidligere plantet 160 danske træer og buske, og nu er plantningen udvidet med yderligere 200 egetræer. 

    Planen er, at der skal plantes endnu flere træer i takt med, at Næstved Gymnasium og HF får indsamlet flere plasticflasker og dermed flere penge til at plante træer for.

    Udvalgsformand Rune Kristensen kvitterede i sin tale for elevernes engagement i klima og miljø:


    -    I Byrådet er vi er glade for, at elever og Miljørådet på Næstved Gymnasium og HF bakker om kommunens klimatiltag gennem ”Pant et træ” Projektet”

    Plantningen er symbol på, at vi alle skal bidrage med klima-handling. Håbet er, at Miljørådets arbejde 
    tjener som inspiration for andre unge - for det at plante træer er ikke kun med til at løse klimakrisen, det er også med til at afhjælpe den anden store krise som vi står i dag – nemlig biodiversitetskrisen.

    Egen har været i Danmark i næsten 15.000 år og er derfor tilpasset til vores klima. Mange af vores sjældne insekter, larver og svampe er tilpasset egen, fordi den har været her så længe. Man regner med, at egetræet er hjemsted ca. 1200 andre arter, mens rødgranen, der kun har været i Danmark i ca. 2-300 år kun er vært for ca. 75 andre arter. 

    Egetræer er også gode til at binde CO2 på den lange bane, nåletræ vokser hurtigere, men egetræet bliver større og ældre - de kan blive over 1500 år. Så på den lange bane binder egen derfor meget mere CO2.

    Når man planter eg, planter man for kommende generationer. Rune Kristensen inviterede de unge til genbesøg, når de er blevet voksne:

    -    Jeg håber at I, jeres børn og børnebørn og deres børn vil komme forbi Næstved og se til de ege, som I har været med til at plante i dag.

    Rekreativt areal

    Plantningen indgår i den nye klimaskov ved Stenlængegård.

    Klimaskoven er et vigtigt rekreativt areal i den kommende bydel Stenlængegård. Byudviklingen af Stenlængegård er i fuld gang, og den nye skov vil fungere som klimaskov, som binder CO2. Samtidig vil Næstved Kommunes borgere få flere muligheder for at dyrke friluftsliv tæt på bolig og arbejde. 

    For at fremme biodiversiteten på de tidligere marker vil Næstved Kommune, ud over selve skovplantningen, pleje og udvide eng- og moseområderne samt slynge Ellebækken, så den får et naturligt forløb. Den nye skov er etableret i 2023 med støtte fra Klimaskovfonden og Banedanmark. 

    Klimaskoven

    Den nye skov skal:

    • Bidrage til at binde CO2.
    • Skabe nærrekreative muligheder i den kommende bydel
    • Fremme biodiversiteten i området.

    Skovrejsningen ved Stenlængegård-området skal ses i sammenhæng med såvel DK2020 klimaplanerne i Næstved, Byrådets naturpolitik om at standse tabet af biodiversitet, sundhedspolitikken og Kommunens Friluftsstrategi. Skovrejsningen vil på en lang række punkter understøtte disse politikker og strategier.
    Det nye skovområde bliver en integreret del af en ny bydel og vil hænge sammen med Kalby Ris som er et stort gammelt skovområde øst for Næstved by. Den meget bynære placering betyder at en lang række borgere og virksomheder vil kunne få glæde af området i hverdagen, enten i deres fritid eller i forbindelse med deres arbejde.