Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Næstved Børnekulturfestival er klar med udvidet program for børnefamilier

Børnekulturfestivalens familielørdag holder længere åbent – og så får festivalen fint besøg af Det Kongelige Teater til glæde for både børnehavebørn, skolebørn og børnefamilier.

03. maj 2024

Indhold

    I midten af maj afholdes traditionen tro Børnekulturfestival i Næstved. Denne gang består festivalen af 22 forskellige typer kulturelle aktiviteter målrettet børn i dagtilbud, skole og SFO.

    Formand for Kultur- og Idrætsudvalget Andreas Pourkamali er begejstret for hele børnekulturfestivalens store program:

    - Det er dejligt, at vi i Næstved Kommune kan give børnefamilier mulighed for at tilbringe glædesfyldte stunder sammen med kulturen som omdrejningspunkt. Det er et led i den børnekulturelle indsats, hvor vi understøtter, at børn og unge udlever deres potentialer i udviklende sunde fællesskaber.

    7500 pladser til Næstveds børn

    De udbudte 7500 pladser er for længst booket af pædagoger og lærere. Men har man som børnefamilie lyst til at være med i løjerne, er der lys forude.

    - Det er første gang i Børnekulturfestivalens historie, at vi kan tilbyde så mange aktiviteter til Næstveds børnefamilier, fortæller børnekulturkonsulent Katrine Gjesing, som især glæder sig til at byde velkommen til teaterlegepladsen Postyrium.

    Teaterlegepladsen, som er udlånt af Det Kongelige Teater, består af tre store containere, som kan opleves på parkeringspladsen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Her kan børn og voksne klæde sig ud og spille teater i farvestrålende kostumer, danse ballet foran et stort spejl og opleve operaens forskellige stemmer.

    Teaterlegepladsen Postyrium holder åbent for børnefamilier 14.-17. maj kl. 13.00-16.00 og igen under familielørdagen 18. maj kl. 10.00 til kl. 15.00. Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding.

    Fælles oplevelser er vigtige

    Traditionen tro går Næssi og Avantgarden igennem Næstved by kl. 9.30 som optakt til Børnekulturfestivalens gratis familielørdag. Herefter er der koncerter, leg og kreative workshops rundt omkring på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Sidste år deltog op mod 1000 mennesker i familielørdagen.

    Børnekulturfestivalens familielørdag 18. maj har 10 forskellige programpunkter målrettet børn i alderen 0-12 år. Familielørdagen slutter kl. 15.00 - en time senere end sædvanligt. Se hele programmet på www.naessi.dk

    Fisk, farver og fantasi

    Børnekulturfestivalen har i år tema om havets dyr. Det afspejles både i programmet, hvor mange af aktiviteterne til børn i dagtilbud og skole tager udgangspunkt i fisk, blæksprutter, akvarier m.m.

    Men også i bybilledet vil man kunne opleve vimpler med fantasifulde fisk og andre havdyr. Vimplerne er tegnet og farvelagt af børn fra Næstveds daginstitutioner og hænges op udendørs på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, på broen mellem Næstved Bibliotek og Kulturcenteret og i udvalgte tomme butiksvinduer i Næstved centrum i perioden 13.-24. maj.

    Det er 22. gang, der afholdes Børnekulturfestival i Næstved. Mandag 13. maj deltager 2000 børn i den traditionsrige åbningsfest på Grønnegade. Læs mere om Næstved Børnekulturfestival på www.naessi.dk

    Pressen er velkommen til følgende:

    Mandag d. 13. maj kl. 10.00: 

    Åbningsfest af festivalen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter – Lave Ridebane (parkeringspladsen).

    2000 børn i alderen 0-10 år deltager i åbningsfesten.

    14., 15., 16. og 17. maj kl. 9.00 - 11.00:

    Kæmpesprutter – workshop i Børnekulturhuset på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

    Børn i alderen 3-6 år bygger kæmpesprutter sammen med billedkunstner Maria Lau Krogh og arkitekt Hasse Sandel.

    Fredag d. 17. maj kl. 11.00-11.45:

    Stjernekoncerten i Ny Ridehus, Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

    På scenen: Elever fra 5. + 6. årgang på Susåskolen afd. Herlufmagle sammen med korelever og band fra Næstved Musikskole. I salen: 300 elever fra 0.-3. klasse deltager som publikum.

    Lørdag d. 18. maj kl. 9.30-10.00: Optog med Næssi og Avantgarden fra Axeltorv til Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

    Lørdag d. 18. maj kl. 10.00-15.00: Børnekulturfestivalens familielørdag på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved.