Åben Skole er en del af den nye skolereform i Næstved Kommune, som handler om, at eleverne lærer på nye måder og får et større kendskab til det omgivende lokalsamfund, naturområder, foreningsliv, kultur og erhvervsliv. Konceptet er en integreret del af en mere varieret skoledag, som også er blevet lidt længere.
Metoden med Åben Skole er at inddrage nye læringsrum såsom skolegården, naturen, sportshallen, museet og andre lokale steder, hvor læring kan finde sted. Gennem Åben Skole mærker eleverne nye måder at lære på og møder andre voksne, som brænder for lige netop deres område.
Tanken bag Åben Skole er et øget fokus på elevernes trivsel og læring gennem målstyret undervisning.
På denne side er samlet et overblik over nogle af de muligheder, som er til stede i Næstved Kommune netop nu. Der bliver kontinuerligt arbejdet på at udvikle og kvalificere flere forløb.
Med den nye skolereform behøver børnene i Næstved Kommune ikke kun at sidde med snuden begravet i bøgerne. Vi inddrager omgivelserne omkring os og imødekommer børns nysgerrige natur som katalysator for at lære mere.
Her kan du se vores Åben Skole-tilbud i Næstved.