Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Langtidsledigheden er historisk lav i Næstved Kommune

Antallet af langtidsledige i Næstved Kommune er mere end halveret fra 2021 til 2024. Samtidig er antallet af beskæftigede rekordhøjt. Det skyldes blandt andet en prioriteret indsats på beskæftigelsesområdet.

29. okt. 2024
Billede fra Bygge- og anlægsbranchen

Indhold

    I 2021 var 327 borgere langtidsledige i Næstved Kommune. I 2024 er det tal faldet til 146. Langtidsledighed er som minimum 52 sammenhængende uger uden arbejde.  

    Med 24.114 borgere i beskæftigelse i Næstved Kommune er antallet af lønmodtagere samtidig rekordhøjt. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. I alt er 2,88 procent af arbejdsstyrken i Næstved Kommune fuldtidsledige, mens det gælder for 2,90 procent i hele landet.

    Forkvinde for Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget Charlotte Roest glæder sig over udviklingen i Næstved Kommune:

    -Det glæder mig hver eneste gang, vi får en ledig borger i arbejde. Vores beskæftigelsesindsats tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov, medarbejdernes faglighed og rekrutteringssamarbejde med virksomheder, a-kasser og private aktører. Statistikken taler sit eget tydelige sprog: Vores indsats bærer frugt, siger Charlotte Roest.

    Udgangspunkt i den enkelte borger

    Det er Center for Arbejdsmarked i Næstved Kommune, der arbejder med at få ledige borgere i arbejde og skabe varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

    For eksempel hjælper de med at rekruttere ledige borgere til virksomhederne. De træner og opkvalificerer borgere gennem praktikforløb, løntilskudsforløb og kurser i at skrive jobansøgninger. Med udgangspunkt i den enkelte borger sørger de for, at virksomhederne får løst opgaver på nye måder med den arbejdskraft, der er til rådighed.

    Den positive udvikling frigiver et økonomisk råderum. I næste års budget reduceres Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalgets ramme derfor med 3 mio. kr. årligt fra 2025. Beløbet vil fremadrettet blive anvendt til kernevelfærden i kommunen.

    Bauhaus: Win-win

    Én af de virksomheder, som samarbejder med Næstved Kommune om at ansætte langtidsledige borgere, er Bauhaus Næstved.  

    -Vi ser, at de udvikler sig positivt hos os. Mange formår at genfinde deres selvtillid og arbejdsglæde, hvilket vi er stolte over at bidrage til. Det er en win-win-situation, hvor vi som virksomhed får dedikerede medarbejdere, og de får mulighed for at genvinde deres plads på arbejdsmarkedet, fortæller varehuschef i Bauhaus Næstved Dennis Wolthers.

    Samarbejdet med Næstved Kommune giver Bauhaus en uvurderlig mulighed for at gøre en forskel – ikke kun for de pågældende medarbejdere, men også for deres team som helhed:

    -De mennesker, vi ansætter, bringer en unik energi, taknemmelighed og loyalitet ind i virksomheden. De bidrager ofte med et stærkt engagement, fordi de værdsætter den chance, de har fået. Det skaber en positiv dynamik i hele medarbejdergruppen. Samtidig får vi som virksomhed mulighed for at tage et socialt ansvar.