Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Næstved Kommune og Næstved Boldklub går sammen om at hylde danske veteraner

Næstved Kommune er igen i år klar til at hylde og anerkende danske veteraner i samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund. I år er Næstved Boldklub med i samarbejdet, og de dedikerer hjemmekampen den 24. september mod Hillerød Fodbold til veteraner.

13. sep. 2023

Indhold

    Sidste år var Næstved Kommune med til at etablere landets første tværkommunale samarbejde med Slagelse og Ringsted Kommuner i forbindelse med afvikling af Veteran Match 2022. Igen i år er Næstved Kommune klar til at hylde og anerkende danske veteraner i samarbejde med DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund.

    Formålet med initiativet er at støtte alle veteraners kamp for en bedre tilværelse og styrke dem i overgangen fra en militær til en civil karriere. Samtidig skal Veteran Match være med til at skabe synlighed om veteranindsatsen og sætte fokus på veteranernes trivsel og tilværelse efter udsendelse i krig.

    - Vi vil gerne skabe positiv opmærksomhed og øget anerkendelse af vores veteraner. Samtidig er det også vigtigt at dele viden om, at man ikke nødvendigvis er udfordret, bare fordi man er veteran, forklarer veterankoordinator i Næstved Kommune, Gudrún L. Höskuldsdóttir, der sætter stor pris på Næstved Byråds opbakning til veteranindsatsen. 

    Hun er særligt glad for, at en lokal sportsklub i år har valgt at indgå i samarbejdet om Veteran Match.  

    Hyldest og respekt

    Næstved Boldklub – med administrerende direktør Peter Nielsen i spidsen – støtter gerne op om det gode formål. Han tøvede da heller ikke, da fodboldklubben blev kontaktet af DIF Soldaterprojekt, som spurgte, om sportsklubben ville være med i samarbejdet om Veteran Match og dedikere en af deres hjemmekampe til at hylde og anerkende veteraner.

    - Vi er stolte over, at vi er udvalgt til netop det. Vi er rigtig glade for, at vi i år har fået muligheden her i Næstved for at være med til at sætte fokus på vores krigsveteraner og give dem den hyldest og respekt, som de fortjener. Det er vores måde at kunne sige tak til alle de mennesker, som sætter deres liv på spil for deres land, siger Peter Nielsen.

    Han sender en stor tak til både Næstved Kommune og DIF Soldaterprojekt for at sætte fokus på Danmarks veteraner.

    - Vi glæder os meget til at se en masse veteraner, men også til at mærke den varme og taknemmelighed, der vil strømme ned mod veteranerne fra hele stadion, uddyber han.

    Skabe jobåbninger for veteraner

    Udover at skabe synlighed skal Veteran Match også hjælpe veteraner i beskæftigelse - eller forbedre deres muligheder for at komme i beskæftigelse som for eksempel fleksjob, virksomhedspraktik eller fuldtidsarbejde.

    Konceptet er udviklet i forhold til sidste år, hvor Næstved Kommune i samarbejde med Slagelse og Ringsted Kommuner arrangerede en enkelt jobmatchdag hos TMS Ringsted. Ambitionen var at skabe match mellem veteraner og de lokale virksomheder på selve dagen.

    I år finder jobmatch-indsatsen sted ude i klubberne med henblik på at matche ledige veteraner med klubbernes erhvervsnetværk og skabe jobåbninger for de veteraner, der står uden for arbejdsmarkedet.

    Kontakten mellem virksomhederne og veteranerne skabes gennem faste partnerskabsmøder med Næstved Boldklub og Næstved Kommune, forklarer Næstved Kommunes veterankoordinator.

    - Det åbner op for flere matchmuligheder, og det øger sandsynligheden for, at virksomhederne bliver interesserede i at ansætte en veteran, siger Gudrún L. Höskuldsdóttir og tilføjer:

    - Jeg er bindeleddet, og min opgave er gennem løbende dialog at formidle eventuelle jobmuligheder og jobåbninger til vores veteraner - både dem med og uden udfordringer – og alt efter ønsker og behov.

    En del af et fællesskab

    Det glæder forkvinde for Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget, Charlotte Roest (S), at Næstved Kommune igen i år er med i Veteran Match, og at det er lykkes at etablere et samarbejde med en lokal sportsklub.

    - Det er vigtigt, at vi som kommune støtter op om vores veteraner. De har ydet en helt særlig indsats, og det fortjener de at blive hyldet og anerkendt for, siger forkvinden.  

    - Det er også vigtigt, at vi lokalt hjælper og støtter veteranerne på deres vej mod beskæftigelse. Det giver livskvalitet at være en del af et fællesskab og føle sig værdsat og anerkendt, konstaterer Charlotte Roest.

    Også hos DIF Soldaterprojekt er man glade for samarbejdet med Næstved Kommune og den indsats kommunen yder i forhold til at udvikle på DIF Soldaterprojekts indsatser.

    - Næstved Kommune bidrog til en af landets første tværkommunale samarbejder i forbindelse med Veteran Match sidste år og ikke mindst til evaluering på daværende model, som har været med til en videreudvikling på indsatsen for at anerkende landets veteraner. Vi i DIF Soldaterprojekt glæder os til at følge den positive udvikling i Næstved Kommune for vores veteraner og pårørende samt indsatsen omkring de unge ledige og ikke mindst til samarbejdet herom, siger projektchef i DIF, Rune Oland Tanggaard.

    Hyldestkamp og auktion

    Hyldestkampen foregår søndag den 24. september klokken 13 på Næstved Stadion, hvor Næstved Boldklub møder Hillerød Fodbold.

    Målmand Nicklas Dannevang vil under kampen have en special spillertrøje på med Veteran Match-logo, der sælges på en onlineauktion på MatchWornShirt.com. Auktionen går i gang, når kampen starter. Overskuddet går ubeskåret til DIF Soldaterprojekts Safe Zones, der arbejder med at skabe særlige idrætstilbud ude foreningslivet til fysisk og psykisk skadede veteraner.

    Peter Nielsen har store forventninger til både hyldestkampen og auktionen.

    - Jeg håber at se en masse veteraner på stadion, som kan få den hyldest, de fortjener - forhåbentlig af et stort antal tilskuere. Udover en kæmpe hyldest så håber vi også, at vi kan være med til at indbringe et flot beløb til DIF Soldaterprojekt for skadede veteraner, konstaterer Næstved Boldklubs administrerende direktør.  

    Hyldestkampen er for alle interesserede. Billetter kan købes på boldbillet.dk. Tidligere udsendte og pårørende kan få gratis adgang til kampen, og der vil på stadion være et markeret område, hvor de veteraner og pårørende, der ønsker det kan sidde samlet.

    Gratis billetter kan reserveres via linket her - senest på kampdagen.