Om den attraktive arbejdsplads
For at nå målet som Danmarks mest attraktive offentlige arbejdsplads kræver det, at kommunen fortsat tiltrækker og tilknytter dygtige medarbejdere, så borgere og erhvervsliv får den bedst mulige service. Kommunen står allerede på et godt grundlag med en medarbejdertilfredshed på 5,9 ud af 7 i hele organisationen, og det skal med visionen blive endnu bedre.
Hvad er en attraktiv arbejdsplads?
Medarbejdernes forventninger til, hvad der kendetegner en attraktiv arbejdsplads, forandrer sig. Den attraktive arbejdsplads tiltrækker og tilknytter dygtige medarbejdere og ledere, og tilpasser sig løbende en fremtid med voksende forventninger og færre personer på arbejdsmarkedet. Næstved Kommune arbejder proaktivt med at forme og fremtidssikre organisationen som en attraktiv arbejdsplads.
Næstved Kommune bruger konsulenthuset LEAD og deres erfaringer
Kommunen sigter efter at skabe en endnu mere attraktiv arbejdsplads gennem en række målrettede indsatser. Der er fokus på de tre områder ledelseskvalitet, psykisk arbejdsmiljø og fleksible arbejdsforhold, som indgår i LEADs model for den attraktive arbejdsplads.
Der skal skabes en endnu stærkere tilknytning til kommunen som arbejdsplads, hvor medarbejdere og ledere føler et stærkt fagligt fællesskab. Ligesom det skal sikres, at dygtige kollegaer tiltrækkes for fortsat at levere højt serviceniveau til borgere og erhvervsliv.
Områder
- Fokus på ledelseskvalitet gennem en mere regenerativ tilgang til ledelse og organisationsudvikling, som bliver afgørende for medarbejdernes trivsel og tilknytning
Læs mere om projektet for ledelseskvalitet her - Fokus på psykisk arbejdsmiljø for at skabe en kultur der afspejler psykologisk tryghed
Læs mere om projektet for psykisk arbejdsmiljø her - Fokus på fleksible arbejdsforhold for at skabe fleksibilitet for den enkelte medarbejder under hensyntagen til teamet, opgaver og borgernes behov
Læs mere om projektet for fleksible arbejdsforhold her
Sådan skaber vi den attraktive arbejdsplads
Den attraktive arbejdsplads og konkrete indsatser bliver til gennem bred involvering af kommunens ledere og medarbejdere. MED-systemet, som består af udvalgte ledere, medarbejdere og arbejdsmiljørepræsentanter, spiller også en aktiv rolle. Kommunens ca. 7.500 medarbejdere har frit kunne tilmelde sig arbejdet med ledelseskvalitet, psykisk arbejdsmiljø og fleksible arbejdsforhold, og der er stor interesse i og lyst til at bidrage.
I programmet om den attraktive arbejdsplads udarbejder og afprøver kommunen konkrete indsatser i samarbejde med blandt andet kommunens afdelinger, virksomheder, MED-systemet og arbejdsmiljørepræsentanter. Kommunen lærer af indsatserne og implementerer dem for at investere i et godt arbejdsmiljø for nuværende og kommende medarbejdere.
Med visionen er der sat retning for fremtidens attraktive arbejdsplads og fokus på ledelseskvalitet, arbejdsmiljø og fleksibilitet som væsentlige bidrag til at skabe en endnu mere attraktiv arbejdsplads.